Torben Hansen: Hvilken lov bryder jeg i dag?

Planteformand kritiserer, at planteavlere skal holde styr på over 100 datoer for at overholde lovene.

»Hvilken lov bryder jeg i dag?«

Det er det, en planteavler spørger sig selv om, når han står op om morgenen, mener Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteavl.

I sin beretning på årsmødet i Herning onsdag kritiserede han skarpt det datotyranni, der plager landmænd, og som ikke kendes i samme omfang i udlandet.

Værre end dårlig økonomi

En nylig spørgeundersøgelse blandt 800 danske landmænd har vist, at det værste ved at være landmand er bureaukrati og kontrol. Den økonomiske usikkerhed var helt nede på en fjerdeplads.

»Med andre ord er det nuværende regime ikke særlig motiverende,« sagde Torben Hansen.

I 2015 viste datoregimet sig ifølge Torben Hansen fra den værste side

»Vejret formåede simpelthen ikke at indrette sig efter de danske regler,« forklarede han.

Vejret kendte ikke loven

Det mest grelle eksempel var datoen for såning af MFO-efterafgrøder den 20. august, som viste sig umulig at nå. Flere steder var man knap nok kommet i gang med høsten.

»Vi søgte dispensation i starten af august og fik først en afklaring tre uger senere, som var alt for sent. Det kan vi på ingen måde kan være tjent med,« sagde Torben Hansen.

Det gav frustration og usikkerhed hos landmændene. De havde mere fokus på, at de ikke var i stand til at så MFO-efterafgrøder end at få høstet i en ekstrem sen og vanskelig periode. Da det endelig blev godt vejr, valgte mange at så MFO-afgrøder, fremfor at få høstet i tide.

»Det er en forkert prioritering. Hvis man er i tvivl, så gælder det om, at høsten i hus, og så må man acceptere bøden for MFO,« fastslog formanden.

10 dispensationer

Han anerkendte, at NaturErhvervstyrelsen gav 10 dispensationer, men undrede sig samtidig over, at det overhovedet er nødvendigt med så mange dispensationer.

»I vores erhverv giver en vildtvoksende datoregulering ikke mening. Det er for stift og ufleksibelt og det danske vejr har sjældent lyst til at indrette sig efter reglerne. Giv os i stedet rammerne for at komme helt op i verdenstoppen med frihed under ansvar. Forvent af os, at vi leverer – men lad os selv styre, hvordan vi gør det,« sagde Torben Hansen henvendt til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der var til stede i salen.

»Vi ønsker på ingen måde en så rigid regulering med så mange datokrav. Det hjælper alt for lidt, det er for bøvlet, og det skaber usikkerhed hos os landmænd. Jeg håber, at også myndigheder og politikere kan se det absurde i det nuværende system,« sagde han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.