Tusindvis ton gødning udledtes ved brand i Fredericia

Branden på Fredericia Havn var en miljøkatastrofe, fordi tusindvis ton gødning løb ud.

Branden på Fredericia Havn var en stor miljøkatastrofe. Det skriver metroxpress.

Ifølge myndighederne blev der udledt enorme mængder gødning i naturen og Lillebælt i forbindelse med branden. Noget blev dog også samlet op igen.

"Der blev udledt flere tusind ton flydende gødning, hvoraf en del blev opsamlet via opsamlingsanlæg i havneområdet. Siloen indeholdende den flydende gødning brød sammen af endnu ukendte årsager, og gødningen løb ud med voldsom kraft og spredtes i området. I faldet blev nabosiloer beskadiget, og palmeolie løb ud. Der udbrød brand i palmeolien," skriver vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Udledningen bekræftes af direktør Sven Høgh Andersen fra Dangødning, der fortæller, at der var plads til 10.000 ton i siloen.

Professor i marinbiodiversitet på Aarhus Universitet Stiig Markager kender ikke til større danske sager:

"Jeg har aldrig hørt om et enkelt udslip af større omfang," siger han til metroxpress.

Episoden skal lægges oven i den årlige udledning på 57.000 ton, og det slår miljøministerens landbrugspakke ud af kurs, mener seniorrådgiver Lisbet Ogstrup, Danmarks Naturfredningsforening.

"Det her er en miljøkatastrofe. Jeg mindes ikke, at jeg har hørt om en enkeltbegivenhed, hvor der er udledt mere på en gang. Vi risikerer, at der kommer iltsvind i området, og at det medfører fiskedød. Når vi har sådan en miljøkatastrofe, der kommer oven i en minister, der vil åbne op for, at der de første år bliver udledt mere kvælstof, så står vi en situation, hvor vi ikke kan vide, hvilken belastning det kan få," siger hun til metroxpress.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.