Uvelkommen gæst æder løs af vintersæden - kan ikke bekæmpes

Angreb af græsfluelarver i vintersæd er i år mere udbredt end normalt, oplyser Seges. Der er ingen muligheder for bekæmpelse.

Græsfluelarver er i år mere på spil i vintersæden end normalt. Det oplyser landskonsuelnt Ghita C. Nielsen, Seges, som her i foråret har modtaget flere henvendelser om angreb af græsfluelarver (Opomyza florum) i vintersæd end i et normalt år.

Symptomer på angreb er, at hjerteskuddet på især sideskuddene angribes og gulfarves og visner, fordi græsfluelarven gnaver inde i strået ved basis.

 Angreb ligner angreb af fritfluelarver, der dog ikke optræder på nuværende årstid. I nogle marker er der også set dannelse af mange nye sideskud, og her er vurderingen at det skyldes en måde at kompensere for angreb på.

Græsfluer er trods navnet ikke knyttet til græsdyrkning. De kommer tilflyvende til vintersæden om efteråret for at ligge æg, og ofte ses mest angreb i tidligt såede marker. Æggene overvintrer og klækker fra omkring 1. marts. Forpupning sker omkring først i maj.

På nuværende tidspunkt har nogle af larverne forpuppet sig i planterne eller i jorden og angrebene vil nu aftage.

Der er ingen muligheder for bekæmpelse, ifølge landskonsulenten.

Faktaboks

Angreb af græsfluelarver ses hvert år i de fleste vintersædsmarker, men oftest er angrebene svage og uden betydning, da kun få sideskud er angrebne, og planterne kompenserer for angrebene.

I år er angrebene dog kraftigere end normalt og mulighederne for at kompensere måske også mindre grundet svagere vækst end normalt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.