To venner fra landbrugsskolen vil fulddræne sjællandske marker

To kammerater, der gik på landbrugsskole sammen for 20 år siden, satser stort på fulddræning af landbrugsarealer.

To gamle venner fra Lyngby Landbrugsskole står nu klar med ny dozer og hjemmefabrikeret plov til at dræne de sjællandske marker - og eventuelt også længere væk.

De to venner, Erik Rasmussen og Michael Pedersen, har stiftet selskabet EM Entreprise ApS med det formål at fulddræne hele marker, fortæller de i en pressemeddelelse. 

Målet er et fast lavt grundvandsspejl på minimum 1,25 meter alle steder samt hurtigere afledning af kraftige nedbørsmængder. 

Pløjefrit landbrug og kloakmester

Erik Rasmussen har drevet pløjefri landbrug i 20 år og har drænet store arealer, stort set hvert år.

Han har gennem de senere år kunnet se, hvor vigtig dræning er for landbruget. Han ville derfor sætte dræning på sin ejendom i system og fulddræne et areal pr. år og derigennem fremtidssikre sit landbrug.

Netop dette skabte idéen til det fælles firma med Michael Pedersen, og selskabet EM Entreprise ApS blev etableret.

De to partnere gik i gang med at finde en passende maskine til dræningsarbejdet. Traktor med bælter eller knækstyret blev hurtigt udelukket, da totalvægten blev alt for lille. Effektiviteten var i fokus og målet var en totalvægt på 40 ton. En Cat D7 dozer kunne tilfredsstille behovet og blev indkøbt.

Den nyindkøbte dozer og egenfabrikeret plov er prøvekørt på over 60 hektar på Erik Rasmussens egen arealer, og efter nogle justeringer står der nu en velfungerende maskine, lyder det.

Michael Pedersen, som har en kloakmestereksamen, har de sidste mange år arbejdet med gps i entreprenørbranchen. Erik Rasmussen har haft gps i landbruget de seneste seks år. Der har derfor aldrig hersket tvivl om, at der skulle monteres gps på maskinen.

De to virksomhedsejere ser gps som en væsentlig hjælp og en vigtig dokumentation i forhold til kvalitetssikring af det udførte arbejde, hvor der ikke er sprunget over med flækkede rør, firkantede huller i brønde eller brugt andre halvhurtige smarte løsninger. Landmanden modtager således billedmateriale og dokumentation efter en afsluttet opgave.

Roddybde øget med 50 procent

De to virksomhedsejere er ikke i tivl om, at det er en god investering at fulddræne markerne:

"Gamle dræn ligger tit i omkring 80 centimeter. Nye dræn nede i 125 centimeter kan dermed øge roddybden med op til 50 procent på vandlidende jord.

På ikke-vandlidende jord giver det måske muligheden for at komme en uge eller to tidligere i gang med rødder ned til to meters dybde. Det er et stærkt argument for fulddræning", hedder det i pressemeddelelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.