Video: "Slut med mine 25 tønder land" - en landmands sidste forår i marken

Flot video foreviger det sidste forår i marken for Troels Detlefsen, der efter 19 år på den fædrene gård stopper som landmand.

2017 bliver sidste år i marken for Troels Detlefsen fra Gislev på Østfyn.

Efter 19 år med gården er tiden nemlig løbet fra de 25 tønder land, han har drevet, mener Troels Detlefsen - og han har lavet en flot video som et sidste minde. 

"Tiden er vokset fra mine 25 tønder land. Min far købte gården i 1959 med køer, grise og så de tilhørende 25 tønder land" fortæller Troels Detlefsen. 

I 1978 blev de 30 køer sat ud, og hele gården blev lavet om til at huse 100 søer med salg af smågrisene.

Overtog ejendom i 1998

Troels Detlefsens far satte i 1996 de sidste dyr ud og gik selv på efterløn. Således var vejen banet for, at Troels Detlefsen kunne forpagte ejendommen og allerede i 1998 købe hele gården  - selv om han fortsat måtte have et fuldtidsjob ved siden af. 

"Min far kunne leve af det. Mor var hjemmegående, og vi havde endda en skoledreng efter skole og i weekenderne den gang vi stadigt havde køerne. Grisene kunne far selv passe, og vi tre børn manglede generelt ikke noget," husker han.  

Anderledes var det for Troels Detlefsen, da han erhvervede ejendommen i 1998. Her var det blevet nødvendigt med et fuldtidsjob ved siden af for at få regnestykket til at hænge sammen. 

"Jeg købte gården i 1998, men alligevel måtte der i 2006 endnu lidt ekstra til for at de 25 tønder land, eller 14 hektar, kunne give overskud. Jeg fik noget vintertjeneste, som dog desværre har været meget småt her de sidste tre år, og nu er jeg blevet sagt op" forklarer Troels Detlefsen. 

Og det er så slutningen på landmandskarrieren for Troels Detlefsen  - og foråret 2017 er derfor hans sidste i marken.

Det er der blevet denne flotte dronevideo ud af -  lavet af Troels Detlefsen selv, som dermed foreviger mindet om den sidste forårspløjning med det flotte og harmoniske trefurede sæt.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.