Markant flere professionelle køkkener satser på økologi

Flere end 2.400 spisesteder i Danmark har nu det økologiske spisemærke i enten guld, sølv eller bronze. Det svarer til en firdobling på fire år.

Danskerne køber flere og flere økologiske varer i detailhandlen, men også de professionelle køkkener såsom restauranter, kantiner og køkkener i institutioner tager økologien til sig i langt højere grad end tidligere.

Flere end 2.400 spisesteder i Danmark har nu det økologiske spisemærke i enten guld, sølv eller bronze, som dokumenterer hvor stor en del af maden og drikkevarerne på stedet, der er økologisk.

Det svarer til en firdobling på fire år, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Økologi har i dag bredt sig til så mange professionelle køkkener, at Økologisk Landsforening og Messecenter Herning fylder hele tre haller med økologi, når fødevaremessen Foodexpo åbner dørene i weekenden. Her overrækkes også en stribe økologiske spisemærker.

"Danskerne er vilde med økologi og lægger flere økologiske varer i indkøbskurven end nogen andre i verden. De vil også i stigende grad stille krav om økologisk mad i daginstitutionen, på plejehjemmet, i kantinen og når de spiser ude", siger Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

"Øko-spisemærket er et klart signal til omverdenen om, at man som køkken går foran og tager ansvar for at skåne vores grundvand og natur for kemi og er med til at sikre en høj dyrevelfærd, hvor grise, køer og høns har god plads og kommer ud under åben himmel. Vi vil komme til at se mange flere økologiske spisemærker i Danmark i fremtiden".

En sejr og stor tilfredsstillelse

Et af de professionelle køkkener, der får overrakt det økologiske spisemærke i bronze på Foodexpo, er Ældrecentret Klitrosen i Thisted.

"Økologi vinder jo generelt mere og mere ind, og derfor gav det også mening for os at begynde at arbejde med økologisk køkkenomlægning. Det har været rigtigt spændende og fagligt udviklende. Vi har skullet tænke nyt og arbejde på helt nye måder", siger Anni Brandi, ernæringsassistent på Ældrecentret Klitrosen, som deltager i et økologi-projekt for Thisted Kommunes plejecentre

"Vi har blandt andet fokuseret meget på at mindske madspild, lave mad fra bunden og bruge sæsonens økologiske råvarer. Det har gjort det muligt for os at nå op på cirka 50 procent økologi, og vi er helt vildt stolte over, at vi er kommet så langt".

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle