Maskerede aktivister chikanerede børn på svensk landbrug

Minkavler-familie fik støtte fra over 60 landmænd dagen efter.

Natten til søndag brød maskerede aktivister ind på en minkfarm i Falkenberg 100 km nord for Helsingborg i Sverige og chikanerede en minkavlers børn.

Det beretter de svenske minkavleres forening Svensk Mink på deres facebookside.

Indbruddet på farmen kom efter, at svenske minkavlere de seneste måneder har været plaget af indbrud og aktivister, der blandt andet har lukket mink ud i naturen.

Svensk Mink skriver, at der var tale om mellem 10 og 15 maskerede aktivister, der trængte ind på minkfarmen og chikanerede børnene, som var alene hjemme. Aktivisterne forlod farmen, da politiet greb ind.

Søndag fik familien på minkfarmen støtte af over 60 landmænd, der kom fra nær og fjern, skriver landlantbruk.se. Nogle havde kørt flere hundrede km for at støtte minkavlerfamilien og enkelte kom helt fra Stockholm 500 km væk.

I løbet af søndag eftermiddag dukkede maskerede dyreaktivister igen op udenfor farmen. Ifølge Svensk Mink råbte aktivisterne provokationer og lavede høje lyde i højttaleranlæg, så minkene blev skræmt og stressede. De mange fremmødte landmænd forholdt sig i ro og hverken svarede eller lod sig provokere af aktivisterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle