DLG siger farvel til Kongskilde-direktør

Ole Gade stopper som direktør for Kongskilde Industries.

Direktøren, der har fyret et stort antal ansatte og lukket en stor fabrik, Ole Gade, er nu selv fortid i Kongskilde.

Det meddeler DLG, ejeren af den store maskinproducent. DLG meddeler, at Kongskilde har haft brug for nye kompetencer på direktørposten, efter Ole Gade i de seneste to år har ledet turnaround-processen. Ole Gade stopper efter gensidig aftale med Kongskilde, oplyser DLG.

"Ole har gennemført en omfattende turnaround-proces, åbnet to nye fabrikker og sikret lancering af flere innovative produkter i de seneste to år. Vi står derfor med et strømlinet Kongskilde med tre meget effektive produktionssites. Men for at udnytte den situation maksimalt, er der brug for et andet sæt kompetencer," siger Kim Balle, bestyrelsesformand i Kongskilde og Group CFO i DLG-koncernen, i en pressemeddelelse.

Mogens Rüdiger er konstitueret som adm. direktør i Kongskilde Industries. Mogens Rüdiger tiltræder fra en stilling i DLG, hvor han stod for at optimere koncernens internationale set-up. Før da kom han fra en stilling som adm. dir. i Tytex, der producerer tekstiler til lægemiddelindustrien. Han har tidligere haft topstillinger i Hardi, der producerer sprøjter til landbruget, i Carlsberg og i Arla.

 

"Han har stor erfaring og ekspertise med succesrige restruktureringer i flere større virksomheder, og han kender landbrugsbranchen," siger Kim Balle.

”Jeg ser frem til sammen med Kongskildes dedikerede og loyale medarbejdere at styrke den markedsmæssige position og de finansielle resultater. Kongskilde har et konkurrencedygtigt produktsortiment, gode brands og en stolt tradition som leverandør af maskiner til landbruget,” siger Mogens Rüdiger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.