Første bjergmejetærsker til nordjysk alpe-landmand

Fendt-mejetærsker med det første paralevel-system i Danmark skal leveres til høst.

Fendt-folkene hos Hjallerup Maskinforretning har fået lavet noget af en usædvanlig handel op til årets høst.

En landmand sydvest fra Frederikshavn har særdeles stejle bakker, som gør det mere end besværligt at få høstet.

Men fremover får han specialudstyr til opgaven.

Som formentlig den første i Danmark får han nemlig leveret en mejetærsker med det særlige nivelleringssystem paralevel, der kan leveres til Fendt og MF-mejetærskere. Bag handlen af den 23 fods Fendt 6335 PLI står sælgerne Jørgen Nødbak og Keld Fuglsang fra Hjallerup Maskinforretning.

”Man bliver lidt overrasket over det, når en af vores egne kunder som de første i landet køber det her. Men det er også nogle meget stejle bakker, de har her efter danske forhold. Der er nogle steder, hvor han ikke kunne køre op af bakken og har måttet køre op ude i siden og så køre ned igen, fordi den ikke kunne trække op. Det kan den nye”, fortæller Keld Fuglsang og oplyser, at den også leveres med firehjulstræk, så maskinen bedre kan klare sig under de vanskelige forhold.

Nivelleringssystemet giver side-til-side nivellering på tværs af skråninger på op til 20 pct. Maskinen kan samtidig hæve og sænke bagenden, så der kan kompenseres, når den kører op af bakke med en nivellering på op til 30 pct.

Landmanden havde før en ældre MF 36S – og nogle steder gav han simpelthen op og lejede en mejetærsker udefra for at komme over ejendommens ca. 200 hektar. Fremover skulle der være mere end rigelig kapacitet og smidighed i maskinen til at klare opgaven, lyder det fra sælgeren.

”En anden problemstilling har været spild. Der blev simpelthen spildt en del på de stejleste steder. Men med paralevel kan maskinen også løfte bagenden, og så får du minimeret spildet”, siger han.

Er det så en kæmpe ekstrainvestering med det her udstyr?

”Det er ikke så voldsom en merpris. Og der er nok mange, som ikke tænker på, at man kan tilbyde sådan en maskine”, siger han.

Hjallerup Maskinforretning oplyser, at man har solgt fem mejetærskere til den nye sæson. Modellen der havner ved Frederikshavn til høst er endnu ikke leveret og kan forventes udstillet på Hjørring Dyrskue i juni.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.