Her er den store vinder på Agromek

Robotter og automatisering er et stort emne disse år.

Det var tydeligt at se tirsdag, hvor blandt andet Ole Green, stifter af AgroIntelligence, fik masser af opmærksomhed.

Men faktisk gik emnet igen hos stort set alle vindere, så det vil ikke være forkert, at årets store vinder på Agromek er tendensen automatisering.

Dagen startede med, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der er landmandssøn, i sin åbningstale lagde vægt på, at automatisering bliver vigtigt for landmanden. Derefter brugte ministeren et kvarter på at snakke med iværksætteren Ole Green om hans satsning.

Senere vandt Ole Green hele to Agromek Awards.

Den ene pris fik AgroIntelligence for Robotti, en selvkørende redskabsbærer. Den er specielt tiltænkt operationer i marken med lavt trækkraftbehov, som for eksempel rensning i markafgrøder som majs, roer, løg, kål og gulerødder. Bedømmelsesudvalget forventer, Robotti får bred udbredelse blandt landbrug og gartneri.

Den anden pris fik han inden for kategorien Traktor & Høstmaskiner/Viden & Service, hvor app’en IntelliPath fik en award. Den giver landmanden den billigste rute til kørsel med maskiner i marken. Det sparer tid og dermed omkostninger, lagde bedømmelsesudvalget vægt på.

"Vi tror selv på, at dette er produkter, rigtig mange landmænd kan få gavn af i fremtiden," sagde Ole Green, da han modtog priserne på Agromek tirsdag middag.

Väderstad vandt en award - der uddeltes to awards i den store kategori for markredskaber - for deres SeedEye-teknologi, som automatisk tildeler korrekt antal frø pr. kvm ved såning.

"Det er en stor arbejdslettelse," lagde bedømmelsespanelet vægt på.

Der uddeltes også to priser i kategorien Staldmekanisering. Agrisys vandt en award for automatisk sofodring og huldvurdering, og Skov A/S vandt en pris for deres kameraovervågning af slagtesvins tilvækst. Skov A/S vandt i øvrigt også Landbrugets Vækstpris, der uddeltes på LandbrugsAvisens og Nykredits vækstkonference i september.

Inden for Kornhåndtering vandt Løkkes Maskinfabrik for deres intelligente korntørringssystem.

Nicolaisen & Larsen A/S vandt en Agromek Award i kategorien Vej og park for en teleskoplæsser med nyt transmissionssystem.

Inden for Energi vandt Biogasmart for deres isolerede dække med membran til biogasanlæg.

De nominerede er fundet blandt de 73 to- og trestjernede produktnyheder, som Agromeks nyhedsudvalg tidligere har valgt.

De nominerede var:

Markredskaber:

Traktor & Høstmaskiner / Viden & Service

Kornhåndtering

Staldmekanisering

Energi

Entreprenør, Vej og Park

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.