Horsch giver harverne flere tænder at bide med
Horsch kommer til Agritechnica med væsentlige opdateringer på producentens harver, som nu målrettes et bredere publikum.

Den sydtyske producent, Horsch, har op til Agritechnica givet harverne, Cruiser XL og Terrano GX en overhaling, så de er blevet mere interessante for en bredere kreds. Der er både nye arbejdsbredder og et større udvalg af tænder og pakkere på programmet.

Da nyhederne i går blev præsenteret for pressen markerne ved fabrikken i Schwandorf i Sydtyskland samledes interessen ikke mindst om Horsch Cruiser 5/6 XL, der i stigende grad er blevet et multitalent, og som nu fås i fem og seks meters arbejdsbredder. Tænderne på Cruiser sidder med en afstand på 15 centimeter.

»Ja, det er en rigtig god mixharve, og den er oplagt, hvis man har meget strå og meget snittet halm. Den er god til at fordele det og får det mixet godt i forhold til en discharve, som bare kører let hen over halmen«, siger Nikolaj Strøier fra den danske importør, Stroco-Agro ved Hammel.

Tanken er, at de nye Cruiser 5 og 6 XL skal udfylde et hul i programmet mellem de liftophængte versioner og de store 10- og 12 meters bugserede versioner. De nye Cruiser kan bestykkes med fire forskellige harvespidser. Tænderne affjedres med et udløsertryk på 150 kilo, så den kan arbejde ubesværet også under vanskelige forhold og i dybder fra tre og ned til 15 centimeter.

Øverligt og i dybden

Også Horsch Terrano GX, som kommer i arbejdsbredder på fire, fem og seks meter, har fået en overhaling, og de skal afløse de bugserede FX.

»Også Terrano’en er en meget alsidig harve, som arbejder i dybder fra 5 til 30 centimeter«, siger Nikolaj Strøier.

GX’erne kommer med tre eller fire buller. Tænderne er Horsch’ TerraGrip tænder anbragt med en tandafstand på mellem 28,5 til 31,5 centimeter. Udløserkraften er 550 kg. På programmet er også et bredere udvalg af pakkere.

Følg med i den trykte udgave af LandbrugsAvisen og læs mere om Horsch’ kommende nyheder på Agritechnica.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.