Maskinhandlerforening: Kun kendskab til to tempo 40-synede traktorer

Det går langsomt med at få brugte traktorer synet til tempo 40, beretter Dansk Maskinhandlerforening.

Godsejer Christian Lerche-Lerchenborg, Kalundborg, er blandt landets første med en tempo 40-synet traktor. Det på trods af at reglerne trådte i kraft i januar.

»Nu er du nummer to, der fortæller mig, at det er lykkedes at få en traktor igennem til tempo 40, jeg har nemlig hørt om et andet tilfælde, en maskinstation på Fyn med en John Deere,« fortæller Per Hedetoft, konsulent ved Dansk Maskinhandlerforening.

Nye traktorer kan, hvis de er godkendt, blive indregistreret til tempo 40, men brugte traktorer skal forbi synshallen.

Han er spændt på at høre om flere får synet de nye traktorer, men også vogne. Traktorens vogn skal også godkendes til tempo 40, hvis en godkendt traktor skal kunne køre 40 km/t. Liftophængte redskaber såsom en gødningsspreder skal ikke registreres.

»Jeg er spændt både med hensyn til vogne, gyllevogne, trailersprøjter og bugserede plove. For alle efterhængte redskaber, skal jo også være godkendt til tempo 40,« siger Per Hedetoft.

»50 procent er meget i bremsefunktion for en kornvogn. Der er ikke mange vogne, vi har været ude at teste, der kan komme derop, med de bremser, de har på. Men der er nogen,« siger Per Hedetoft.

Han henviser til www.land-trafik.dk, hvor man kan finde yderligere informationer om Tempo 40, men også om de øvrige færdselsregler for landbrugets køretøjer.

Faktaboks

3 vigtige punkter om Tempo 40

1. Ja til 40 km/t: Køretøjer, som kan omfattes af Tempo 40 ordningen, altså kørsel op til 40 km/t, er godkendte eller registrerede traktorer, registrerede motorredskaber eller registrerede påhængskøretøjer såsom påhængsvogne og bugserede påhængsredskaber.

2. Nej til 40 km/t: Køretøjer, der ikke kan blive omfattet af ordningen, er traktorer, motorredskaber og påhængskøretøjer med bælter samt påhængsvogne og påhængsredskaber, som ikke har bremser på alle hjul, eller har påløbsbremse og en tilladt totalvægt på mere end 8.000 kg.

3. Særlige krav: Alle skal være godkendte og registrerede i køretøjsregisteret DMR og være udstyret med nummerplade og Tempo 40-mærke. Godkendelse kan foretages af synsvirksomheder eller forhandlere, hvis køretøjet er nyt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.