Massey Ferguson: Vores traktorsalg kom i mål

Set på traktorer med nye nummerplader havde MF en kæmpe nedgang i 2018. Men salgstallet er langt bedre, forklarer MF-folkene.

Nedgangen i nyregistreringer var til at tage at føle på.

Fra 265 MF traktorer fra 30 kw og opefter i 2017 til bare 80 styk i 2018 ifølge de officielle tal fra traktorstatistik.dk.  

Salgstallene har dog været langt bedre end traktorstatistikken umiddelbart fortæller, lyder forklaringen både fra importøren Agco Danmark og Massey Fergusons adm. direktør i Europa og Mellemøsten, Thierry Lhotte til landbrugsavisen.dk.

”Årsagen til vores nedgang på det skandinaviske marked i 2018 ligger i de såkaldte Mother Regulations krav, som trådte i kraft pr. 1. januar 2018”, siger topchefen hos Massey Ferguson og forklarer, at MF i Beauvais var den sidste fabrik i Agco-regi til at omstille til de nye krav. Det betød, at fabrikken med fordel kunne producere en masse traktorer efter de gamle regler ganske tæt op til skæringsdatoen.

”Men traktorerne skulle indregistreres inden 1. januar 2018. Derfor havde vi statistisk set et 2017 med ganske store markedsandele, men hvor vi reelt brugte første del af 2018 på at sælge disse traktorer. Det gav et stort udsving i statistikkerne, og jeg mener, man bør tage gennemsnittet af de to år for at få et realistisk billede af vores markedsandele”, uddyber Thierry Lhotte.

Udviklingen kunne også ses på Massey Fergusons historisk stærke marked i Norge. Her måtte mærket notere en nedgang på 169 enheder og et fald på en fjerdedel ifølge Traktor.no’s tal.   

Flere venter med levering til 2019

Hos importøren Agco Danmark siger salgschef for Massey Ferguson, Jørgen Sørensen, at 2017 og 2018-tallene er skuffetal.

”I har beskrevet det meget fint allerede. Vi havde en meget stor andel i december 2017 på grund af de her regler og vores timing af det. Noget andet er leverancer, som er blevet udskudt til 2019. Vi har nogle enheder, som vi har lovet kunderne først at levere i 2019 på grund af tørken. Her har vi så lyttet til dem i stedet for at lave en registrering i 2018. På papiret ser du en stor nedgang, men rent faktureringsmæssigt så er vi kommet i mål”, siger han.

Hvad er jeres reelle markedsandel så?

”Nej, det ved jeg ikke, da jeg ikke ved, hvor mange enheder mine kolleger reelt indregistrerede i 2017.  2017 og 18 er vi nødt til at putte ned i skuffen”, siger han.

Hvordan ser du så markedet i 2019?

”Det er et år, som bliver på niveau på 2018, når vi taler rent salgsmæssigt ud til brugerne”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.