Merrild: Alle traktorførere bør kende nye råd
Landbrug & Fødevarer vil nu undersøge, hvordan de nye råd fra Havarikommissionen kan spredes.

Det er en vigtig rapport, som Havarikommissionen har lavet, for der har manglet viden om, hvorfor traktorulykker sker. Det mener Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

»Nu skal vi se på, hvordan vi sikrer, at det er nogle råd, som man som traktorfører helt naturligt stifter bekendtskab med«, siger Martin Merrild.

Han hæfter sig ved, at der er nogle helt basale råd, som er nemme at forholde sig til.

Eksempelvis bør traktorførere blinke 100 meter, før de drejer.

»Det er skrevet i et ganske almindeligt sprog, hvad det er der, der går galt. Nogle ting kan man ikke gøre noget ved selv, men andre ting er det godt at gøre sig klog. Det er blandt andet ved venstresvingsulykker, hvor du ikke kan stole på, at bare fordi man blinker lidt før, at det så registres af andre trafikanter«, siger Martin Merrild.

Han kan godt genkalde sig, hvorfor det nogle gange kan gå galt.

»Hvis du har kørt ude i marken, hvor der ikke er andre, så er det vigtigt at være ekstra opmærksom, når man kører tilbage på vejen,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.