Ny Amazone terminal kan håndtere op til 128 sektioner

AmaTron4 byder på en væsentlig bedre brugeroplevelse med touch-skærm, swipe-funktioner og hurtig skift mellem maskine, gps og hovedmenu.

Med AmaTron4 søsætter Amazone en ny isobus redskabsterminal på markedet, der på én gang bliver lettere at bruge, og som også rummer en række avancerede muligheder til præcisionslandbrug.

Amatron4 har en farveskærm på otte tommer, og ved siden af terminalen sidder der 12 funktionstaster til at betjene skærmen med. Men du kan også vælge at navigere rundt direkte på skærmen via touch-displayet.

Amazone har gjort det let at bladre mellem de forskellige menuer via en swipe-funktion, og øverst på skærmen er der tre touch-taster, hvor du kan skifte mellem maskinen, dens gps-funktioner eller tilbage til hovedmenuen.

AmaTron4 kan samtidig sørge for at få mest ud af den otte tommer store skærm ved at skjule knapper og menuer. Foran på terminalen sidder en sensor, og den registrerer, når brugeren bevæger armen hen mod terminalen. Når det sker, kommer de forskellige menuer og taster til syne - og de forsvinder igen, når man ikke trykker på terminalen længere. Skærmen regulerer iøvrigt selv lysstyrken afhængig af omgivelserne, fremhæver Amazone i en pressemeddelse for den nye terminal.

Køb gradueret tildeling

Amazone har udstyret AmaTron4 med en række ekstra muligheder. Men de kræver, at man køber sig adgang til dem som en slags gebyrbaseret softwarelicens.

Det kan for eksempel være GPS-Switch-Basis, der er sektionskontrol med op til 16 delbredder. Har du brug for flere, kan du tilkøbe GPS-Switch-Pro, som håndterer helt op til 128 sektioner på redskabet.

Med i rækken af tilkøbsmuligheder tilbyder Amazone også gradueret tildelingskort, dokumentation og jobstyring samt GPS-Track, der guider dig til at holde dig præcist i køresporene.

Amazone oplyser, at brugere kan prøve samtlige applikationer gratis i 50 timer for at vurdere, om man vil have en permanent aktivering.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.