Røde tal hos dansk maskinproducent: "Det er gået alt for stærkt"

Bundlinjen i den danske fodervognsproducent Høgild ApS viser millionstort underskud for 2017. Væksten har været for heftig, forklarer direktør og stifter.

Da Johnny Høgild Pedersen for fire år siden startede Høgild ApS var ambitionen, at den midtjyske virksomhed, der producerer fodervogne, skulle give overskud indenfor tre år.

Virksomhedens fjerde regnskab viser dog et underskud på 1,3 mio. kr. i 2017 mod et overskud på cirka 700.000 kr. året før.

Direktør Johnny Høgild forklarer, at underskuddet er et resultat af for hurtig vækst og lidt for store ambitioner.

"Set i bakspejlet er det gået lidt for stærkt. Vi er vokset med 100% hvert år de første tre leveår, og vi må erkende, at det er mere, end vi har kunnet kapere", siger han til landbrugsavisen.dk.

forkerte og for mange ansættelser

I regnskabet skriver direktøren, at det dårlige regnskab er resultatet af 'fejlbehæftede investeringer' og for mange ansættelser.

"Den store vækst har betydet, at vi har ansat meget personale og ikke altid det helt rigtige personale. Samtidig er vi gået til stålet markedsføringsmæssigt, og det har kostet", siger Johnny Høgild.

Her og nu ligger fokus på at få rettet op på regnskabet og komme bedre ud af 2018.

"Vi har skåret til i virksomheden og justeret vores målsætninger. Nu handler det om at konsolidere os og så må den store vækst komme senere", siger direktøren og beskriver, hvordan Høgild ApS har lidt under for heftig vækst:

"Organisationen har ikke kunnet følge med. Når vi har været på eksempelvis Agromek, er vi kommet hjem med overfyldte ordrebøger, og produktionsfaciliteterne har simpelthen ikke kunnet følge med salget". 

Direktøren erkender, at fokus har ligget et forkert sted i de første år.

"Det kan være, at jeg tænker anderledes om fem år, men du kan godt sige, at det har været en fejlinvestering at fokusere så meget på markedsføring", siger han.

vil have investor ind

Høgild ApS startede i 2013 med en meget lille startkapital, og selvom det har været en stor udfordring at starte på "fladt gulv", som direktøren siger, mener han ikke, at det har været for stor en mundfuld.

"Det er en udfordring at starte op fra ingenting, og sådan er det også for andre. Vi har dog tidligere arbejdet på at få en investor med om bord, og det gør vi stadig, for vi kunne godt bruge kapital", siger han.

Johnny Høgild er ikke meget for at kommentere de foreløbige tal for 2018, men han forklarer, at tilpasningen af virksomheden ser ud til at virke.

Faktaboks

Høgild ApS

Sælger fuldfoderblandere til primært Danmark, men også Sverige, Norge og Tyskland.

Startet i 2013 af Johnny Høgild Pedersen og har base i Tvis, Midtjylland.

Resultatet i 2017 lå på 1.307.331 kr. i 2017 og 738.626 kr. i 2016. 

Bruttofortjenesten lå henholdsvis på 3.798.759 kr. i 2017 og 5.059.314 kr. året før.

Har gennemsnitligt haft 12 årsværk ansat i 2017, ifølge regnskabet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.