Tørkeramt begge steder – men nordmænd købte langt flere traktorer

Livsvigtig norsk regeringshjælp giver totalt forskelligt billede hos traktorimportør, der operer i begge lande.

Beretninger om nordmænd, som har støvsuget Danmark for bl.a. grovfoder og halmballer efter sommerens katastrofale tørke kender vi godt til.

Men trods vejrets pinsler så har det norske traktormarked langt fra været så tørkeramt som Danmark.

”Forskellen ligger i regeringens hjælp. De var lynhurtige i Norge til at gå ind med hjælp, hvor landmændene kunne søge kompensation for 70 pct. af avlingstabet. Og så kunne han få en del af beløbet med det samme to dage efter han søgte. Det betød, at markedet hurtigt blev normaliseret”, forklarer HCP-direktør Lars Wear som har den daglige ledelse hos traktorimportøren, der både opererer i Norge og Danmark.

Han peger også på, at der var pænt med sne i 2018, hvilket gav efterspørgsel til Norges store forbrug af traktorer til snerydning.

I Danmark faldt nyregistreringerne med ca. en fjerdedel i 2018 til et niveau på 1.424 traktorer. I Norge begrænsede faldet sig til ca. 3 pct. og en samlet førstegangs-registrering på 3.241 styk.

Når vi sammenligner traktorstørrelserne, så køber nordmændene generelt mindre traktorer – men der er også en del registreringer i de større klasser, så nordmændene faktisk også købte godt og vel et par hundrede traktorer flere fra 170 hk og opefter i forhold til de danske traktorkøbere i 2018.  

”Norge har traditionelt en større indregistrering af traktorer, fordi vi bruger traktorer til mange flere ting på små hobbybrug og til snedrift. Der er mange, som har en mindre ejendom og køber en traktor til en række formål ved siden af, at de har et normalt job”, forklarer Lars Wear.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.