Valtra-traktorer får et gevaldigt løft
Valtras N- og T-serie får ny armlænskonsol og stærk terminal. SmartTouch bliver dagligdag på alle Versu- og Direct-modeller og giver traktorerne et gevaldigt løft på brugersiden.

Valtra breder dets nye koncept SmartTouch ud. Tilbage i Februar lancerede koncernen et helt nyt armlænskonsol med tilhørende terminal til den store S-serie, og nu finder de nye komponenter også vej til de mindre T- og N-serier.

SmartTouch bliver fra august standard på alle modeller som kommer i Versu- eller Direct-udgaven. Dermed får købere af de nye traktorer en ny ni tommer terminal med touchscreeen, der kan håndtere autostyring, sektionskontrol i op til 24 sektioner og som også er isobus kompatibel.

Brugerfladen er vældig enkel på terminalen, og i det nye kørehåndtag har Valtra integreret en række funktioner så som lift, hydraulik og to særligt programmerbare knapper.

I selve armlænet ligger yderligere en række funktioner, og det er slut med at trykke på knapper i højre panel, eftersom Valtra har flyttet alle kontakter væk derfra.

Lille merpris

SmartTouch bliver mere præcist tilgængelig på N134, N154eco og N174. Alle modellerne i den større T-serie kommer med SmartTouch - hvis du altså vælger Versu eller Direct.

»Vi tilbyder naturligvis fortsat de mere enkle Active eller Hi-Tech-modeller både i T- og N-serien. Men fælles for alle varianter og modeller er, at de fremover kommer med en række sikkerhedsmæssige opdateringer,« forklarer Arne Spejlborg, salgschef for Valtra i Danmark.

Opdateringerne er krav fra EU og rammer alle mærker på flere punkter. Eksempelvis skal bremsere være et to-kredssystem og pto-udtaget skal stoppe, når chaufføren forlader sædet.

De nye sikkerhedsreguleringer betyder sammen med SmartTouch-armlænet en lille stigning i prisen på Versu og Direct.

»Men vi snakker i prislejet 30.000 kroner, hvilket er meget lidt i forhold til de mange muligheder, SmartTouch giver chaufføren. Vi skal heller ikke længere bruge en ekstern terminal til autostyring og sektionskontrol,« fremhæver Arne Spejlborg.

Produktionen af Valtra N- og T-serien med SmartTouch starter 21. august, og de første enheder kommer ifølge Valtra Danmark til landet til efteråret.

LandbrugsAvisen har haft mulighed for at afprøve SmartTouch, og du kan læse mere om armlænskonsollet i LandbrugsAvisen, der udkommer i morgen torsdag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.