"Vi er både maskinhandlere - og den lokale smed"

At være tæt på kunderne er mottoet for Lykke Smeden, der forhandler New Holland, men som også reparerer foderanlægget hos en lokal minkavler.

»Vi laver jo næsten alt, og det er måske vores største styrke,« konstaterer Martin Lykke, der sammen med sin kone, Pia, driver Lykke Smeden A/S i Øster Tørslev nord for Randers. De stiftede selv selskabet i 1998.

Her er salg og service af New Holland hovedsagen sammen med en række andre mærker, men betegnelsen som smed for lokalområdet er ikke tilfældigt valgt.

»For nylig ringede en lokal minkavler om brud på en hydraulikslange på foderanlægget, og den reparerede vi selvfølgelig. Og i sidste uge måtte jeg ud til et tørreanlæg med løg for at skifte en pakning i brændstoftilførslen. På den måde er mange landbrug sårbare, og vi er dem, der hurtigst kan komme dem til hjælp,« siger Martin Lykke.

Specialister

Han er uddannet landbrugsmaskinmmekaniker og kan løse mange opgaver, men den højteknologiske service på New Holland-maskiner overlader han til de folk på værkstedet, som løbende uddannes til det.

Martin Lykke anslår, at New Holland står for 70 pct. af omsætningen, og deraf fylder landbrugsmaskinerne det meste. Entreprenørdelen fra New Holland samt Lemken, Giant, AP Gyllevogne og andre bidrager også.

»Vi har valgt at blive specialister inden for relativt få mærker - og dermed at blive dygtigere til netop dem,« siger Martin Lykke.

Han ser med tilfredshed på statistikken for traktorsalg i de postnumre, som firmaet dækker. I området er hver anden ny traktor i 2015 en New Holland.

Samarbejde med kolleger

Han kalder det et normalt år for Lykke Smeden, når der er solgt cirka 20 nye traktorer, tre-fire mejetærskere, et par pressere samt andet materiel - med New Holland eller et andet på siden. Det mål har 2015 levet op til nogenlunde på samme niveau, som det skete året før.

»Vi har overordnet haft et ok år, men naturligvis er vi udfordret af, at vores kunder tjener alt for få penge,« siger Martin Lykke..

»Det fører med sig, at vores omkostninger og indtjening også må falde, og det forsøger vi at løse ved et samarbejde, som vi har etableret med kolleger, nemlig Lyngfeldt A/S ved Hadsten og SP Maskiner A/S ved Skanderborg. Vi foretager fælles indkøb fra New Holland, vi annoncerer sammen, og vi ejer bl.a. en sprøjtetrailer i fællesskab.«

Samarbejdet kører så godt, at de tre selskaber overvejer at udvide det til at omfatte udlån af medarbejdere mellem hinanden, når der er behov.

»Men vi er stadig tre cvr-numre, og det bliver vi ved med.« pointerer Martin Lykke.

»Den rigtige løsning er et godt samarbejde. For vi skal stadig være tæt på vores kunder.«

Faktaboks

  • Lykke Smeden A/S
  • Ejes af Martin og Pia Lykke
  • Ligger i Øster Tørslev v. Randers
  • I alt 11 ansatte ud over ejerne

Firma bygget op fra bunden

Lykke Smeden kan føre sin historie tilbage til 1998. Da købte Martin og Pia Lykke en nedlagt maskinhandel i Øster Tørslev by og ansatte en ekstra mand. Samtidig blev firmaet områdeforhandler af New Holland for Lyngfeldt A/S. I 2002 købte parret ejendommen på Dalbyovervej uden for byen, og i de kommende år blev forretning og værksted bygget op på den nye adresse, hvor forretningen flyttede endeligt ind i 2010. Importerer Western skærebordsvogne og -skovle.

3 styrker

  1. Lille organisation: Korte beslutningsveje, fleksibilitet, tæt forhold til kunderne.
  2. Laver alt: Autoriseret maskinhandler og samtidig smed for lokalsamfundet.
  3. Service i højsædet: Anerkendte og afprøvede mærker samt tilhørende service.

Alsidige specialister

Otte ud af de ti ansatte hos Lykke Smeden er beskæftiget i værkstedet. Her følger medarbejderne de servicekurser, som kræves af New Holland for at være autoriseret forhandler. Men andre mærker, som bl.a. kommer ind brugt, kan naturligvis også serviceres. Fire firmabiler er indrettet til service ude hos kunderne, og i sæsonen er der døgnvagt og udrykning med kort varsel. Ud over autoriserede reservedele sælges dele fra Grene, Granit samt dæk af mærket BKT.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.