Ligesom alle andre har Lindholm Maskinstation haft meget travlt de seneste par uger på grund af udfordringer med det kolde og våde vejr.
Fotograf Claus Haagensen har lavet en flot video, der følger lidt af deres arbejde.
"Ja, vi har jo haft meget gyllekørsel, men derudover er det jo såning, pløjning og dybdeharvning, der har været travlt med", siger Flemming Hansen, der ejer maskinstationen, til landbrugsavisen.dk.
Lindholm Maskinstation ligger i Toftlund i Sønderjylland.
Han vurderer, at deres to såmaskiner har fået sået omkring 1500 hektar de seneste uger og at såningen fortsætter syv til 14 dage endnu.
"Nu er vi jo også kommet i gang med majsen, men lidt senere i vores område, tror jeg, på grund af meget kold jord og også vi fik noget regn", siger Flemming Hansen.
Dybdeharvning efterspurgt
Ønsket om at få dybdeharvet har også været stigende i år.
"Jorden har jo været klasket helt sammen på grund af det våde efterår, så det har vi også kunnet mærke en stigende efterspørgsel på", siger Flemming Hansen.
Alle er i marken
Specielt den sidste uge har været presset.
I den seneste uges tid har Flemming Hansen haft 19-20 mand i marken og har måttet hente lidt assistance ind oveni.
"Vi plejer jo at komme igang 14 dage før, og den sidste uge har vi været presset for at opnå den rigtige rettidighed for afgrøderne", siger han.
Flere fastkørsler
Ligesom i efteråret har forårssæssonen også budt på flere fastkørsler en normalt.
"Flere steder var jorden stadig lidt mere våd, end vi regnede med, så vi har siddet fast en del gange", siger Flemming Hansen.
Han er tredje generation på Lindholm Maskinstation og har været ejer i 15 år.
Relaterede artikler
Kommentarer