Merrild skoser bankers pengeregn til aktionærer

Det er helt uacceptabelt, at de 10 største banker vil udbetale udbytte og tilbagekøbe aktier for mere end 27 mia. kr., når låntagerne fortsat mødes af høje gebyrer og bidragssatser, mener Martin Merrild, Landbrug & Fødevarer.

"Jeg var ved at få mit påskehumør ødelagt, da jeg i påsken kunne læse, at Danmarks 10 største banker i år vil udbetale udbytte og tilbagekøbe aktier for mere end 27 mia. kr. Det sker efter, at en række banker har leveret rekord store overskud i 2016."

Sådan indleder Martin Merrild, Landbrug & Fødevarer, sit formandsnyhedsbrev fredag.

"Det er en helt grotesk situation, når man tænker på de enorme gebyr- og bidragsstigninger landbruget har været udsat for gennem de seneste år. Stigninger som har været begrundet med, at de finansielle institutter skulle polstre sig på grund af nye kapitalkrav," skriver han.

Han medgiver, at finanskrisen tilbage i 2008 har medført øgede krav til den finansielle sektor.

"Jeg anfægter derfor ikke, at der har været behov for at øge indtjeningen i en periode, hvis formålet er at øge kapitalgrundlaget – det får vi alle gavn af på sigt. Og jeg mener heller ikke, at bankerne eller deres aktionærer ikke må tjene penge. Men det er helt uacceptabelt, at man nu udbetaler udbytte i den størrelsesorden, når låntagerne fortsat mødes af høje gebyrer og bidragssatser!"

Han skriver, at hvis den gennemsnitlige bidragssats havde været på samme niveau som i starten af 00’erne – altså fem år før finanskrisen - ville landbrugets bidragsbetalinger i 2016 have været op mod 750 mio. kr. lavere.

"Penge vi i landbruget kunne have brugt til at konsolidere bedrifterne eller til at foretage nødvendige reinvesteringer," skriver Martin Merrild.

"Jeg noterer med tilfredshed, at udmeldingerne også har skabt undring og bekymring i Finanstilsynet. Jesper Berg, der er direktør for Finanstilsynet er i den sammenhæng blevet citeret for at sige "Vi er bekymrede for, at det ikke er en holdbar situation. Aktionærernes forventninger til udbytter skal være lavere". Jeg er med andre ord ikke den eneste, der stiller spørgsmålstegn ved de høje udbetalinger."

Landbrug & Fødevarer vil igen henvende sig til finanssektoren og klart sige, at øgede bidragssatser og stigende gebyrer skal gå til kapitalopbygning og ikke til en urimelig høj aflønning af aktionærerne.

"I Nykredits repræsentantskab vil jeg arbejde for, at foreningen Nykredit fastholdes som en stor hovedaktionær efter en børsnotering. Foreningen, der består af låntagerne i Nykredit, skal også i fremtiden sikre, at omkostningerne holdes nede, og at de bidrag, der opkræves, går til administration og konsolidering af virksomheden," skriver Martin Merrild.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle