Mesterlig høproducent forsvarer DM-titel

Mads Lystbæk er favorit til at vinde DM i Hø. To gange tidligere er hans marktørrede hø kåret som landets bedste.

I midten af sidste uge, før regnen trak ind over landet til sankthans, var der godt gang i høproduktionen hos den økologiske landmand Mads Lystbæk ved Spjald i Vestjylland.

Han forsvarer på lørdag for anden gang sin titel som Danmarksmester i marktørret hø på Landsskuet i Herning, men hjemme på gården handler dog først og fremmest om at få laden fyldt med vinterfoder til 25 Limousine-køer og 35 får samt deres afkom.

"Det er første gang i år, at både vejret og græsset er til at lave hø. Der var noget tørvejr i maj, men der afgræssede vores dyr herhjemme på marken, før vi sendte køerne ud til naturpleje ved Skjern Å og oppe i Thy," fortæller Mads Lystbæk. 

Det bedste og tørreste hø kommer ind i kartoffelladen, mens resten bliver wrappet i plastic.  

"Jeg prøver at få mest muligt hø ind så tørt som muligt. I år er første år, hvor vi ikke laver ensilage, men i stedet wrapper alt det det hø, der er for vådt til at tørre på marken, inden der kommer regn. Og det er egentlig forbavsende hvor vådt græs, du kan køre gennem en presser," siger Mads lystbæk.

Fint kløverhø til DM

Eriksens Maskinstation klarer arbejdet med at samle og presse det mere eller mindre tørre græs fra 17 hektar til bigballer med marktørret hø og wrapballer med høensilage. Noget af det er groft med meget rødkløver og cikorie.

Det egner sig godt til ammekøerne, mens noget andet er finere med ren hvidkløver og græsser, der er skredet igennem.

En portion af det fine hø kommer med til DM i Hø på Landsskuet, men er ellers især til besætningens mindste dyr, når de skal have andet end modermælk.

"Til kalve og får med små lam kan du ikke få noget, der er bedre at starte på end godt hø. Det blev slået for fem dage siden og er revet sammen for to dage siden. Det er ikke blevet vendt undervejs, så der er stadigt meget kløver i det.

Og det bliver kun bedre af at ligge en uges tid endnu. Så ’brænder’ det en smule og kommer til at dufte lidt af tobak," siger Mads Lystbæk.

Han er fuldt ud tilfreds med sit hø, men vil ikke spå om sine chancer for at vinde DM-titlen for tredje gang:

"Ingen ved jo, hvad de andre kommer med," siger hø-mesteren fra Spjald, der regner med at lave en ny omgang hø i slutningen af juli eller først i august. Måske som fortsat regerende danmarksmester.



 

Faktaboks

DM i Hø

Konkurrence for høproducenter fra hele landet; arrangeret af Økologisk Landsforening. Både konventionelle og økologiske landmænd kan deltage i konkurrencen, der finder sted på Landsskuet i Herning den 29. juni-1. juli.

Ved finalen lørdag bedømmes høet af et ekspertpanel med tv-værten Frank Erichsen i spidsen, men i sidste ende er det får og heste, der gumler sig til den endelige afgørelse.

De økologiske vestjyder Mads Lystbæk fra Spjald og Peder Nielsen fra Lomborg er forsvarende danmarksmestre i henholdsvis mark- og ladetørret hø – og stiller begge op til titelforsvar.

På Landsskuet kan man også opleve le-mænd, der slår hø på gammeldags vis, og Frank Erichsen viser, hvordan man laver løv-hø.

Læs mere på landsskuet.dk og okologi.dk/landbrug/landsskuet-2017

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle