Mette Frederiksen foreslår en bred vækstaftale for landbruget

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokraterne, siger til Sønderjysk Landboforenings nytårskur i Agerskovhallen, at hun vil invitere blå blok til nye vækstforhandlinger.

En bred aftale for dansk landbrug, som består i tilfælde af et regeringsskifte.

Det inviterer Mette Frederiksen, formand for Socialdemokraterne, nu borgerlig blok til. Det skal være en vækstaftale, som ikke blot omfatter landbruget, men også følgeindustrien.

Hendes budskab er afledt af, at Socialdemokraterne valgte at forlade forhandlingerne om landbrugspakken, som endte som en ren borgerlig aftale.

"Jeg synes sådan set, at vi skal starte forfra," siger Mette Frederiksen.

"Så lad os sætte til bordet og få en bred aftale for dansk landbrug. Det skal ikke være sådan, at man går og frygter om tingene ændres ... vi skal skabe et sikkert investeringsmiljø for landbruget," sagde hun videre.

Hun understregede, at en ny vækstaftale, hun håber kommer i stand, "ikke kun er for landbruget, men også følgeindustrien."

Mette Frederiksen henviser til, at den socialdemokratisk-ledede regering også lavede en bred vækstaftale om randzoner og investeringsregler for landbrug og følgeindustri. Derudover er Socialdemokratiet gået med i en aftale om PSO-lettelser.

Hun vil gerne give et tilsagn om, at hun ikke ændrer landbrugets vilkår fra den ene dag til den anden.

"Derfor vil det være i jeres interesse, at vi får en bred aftale," siger Mette Frederiksen.

"Det er ikke sikkert, at I får alt det, I gerne vil have. Men venner: Det er da heller ikke smart, at I får alt, hvad I vil have, og det så bliver underkendt af EU efterfølgende," siger Mette Frederiksen med henvisning til det øgede antal målrettede efterafgrøder, som EU-Kommissionen ønskede.

Mette Frederiksen understregede behovet for, at der er ro om landbruget. Landmændene skal have tillid til, at deres investeringer kan betale sig - og hvis politikerne hele tiden ændrer rammevilkår, går det galt.

"Der har rejst sig en tendens på Christiansborg, at alt skal ændres hele tiden. Folk er ved at blive tossede," sagde Mette Frederiksen, som henviste til, at også andre samfundsgrupper følte behov for ro til at arbejde.
 

"Vi er nødt til at give jer længere tid - giver jer nogle år til at omstille, indstille sig på det nye og arbejde," slog Mette Frederiksen fast.

"Ingen nævnt, ingen glemt - vi er lige slemme til det," sagde Mette Frederiksen om politikernes forandringslyst, som hun ser som generel for denne tid.

Mette Frederiksen fortalte, at Socialdemokratiet i sin tid forlod landbrugspakkeforhandlingerne, fordi de ikke var sikre på balancen mellem produktion og miljø - og fordi regeringen ikke kunne give garanti på, at EU-direktiver ville være overholdt.

Under den efterfølgende debat bad Johan Schmidt, Kastrup, bestyrelsesmedlem hos Sønderjysk Landboforening, om konkrete eksempler på, hvad Mette Frederiksen ønsker ændret i landbrugspakken.

Mette Frederiksen afviste dog at gå ind i detaljer og ønskede ligeledes ikke at diskutere landbrugspakkeforløbet, eftersom det i hendes optik ikke er gavnligt i denne sammenhæng.

Opdateret med yderligere info.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle