Mindre støtte til de Euro pæiske landmænd

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel lægger op til mindre støtte til landmændene, udfasning af mælkekvoter og afskaffelse af tvungen brak.

Ud med tvungen braklægning, stop for mælkekvoter i 2015, støttelofter og mindre direkte landbrugsstøtte. Det er et par af overskrifterne i det såkaldte udkast til "sundhedstjek" af EU's landbrugspolitik, som landbrugskommissær Mariann Fischer Boel præsenterede i denne uge.

Forslaget indebærer en markant omfordeling af midlerne på EU's landbrugsbudget. Blandt andet skal landdistrikterne have en langt større bid af de penge, EU's landmænd i dag modtager som direkte støtte. De nuværende fem procents "modulation" skal i følge forslaget gradvis hæves til 13 procent i 2013.

Desuden skal den tvungne braklægning helt afskaffes og mælkekvoterne fases ud og være helt væk efter 2015.

Kommissæren lægger også op til en forenkling af krydsoverensstemmelse, mindre koblet støtte og stop for opkøb af overskudsproduktion.

Endelig vil landbrugskommissæren som noget nyt indføre støttelofter. Det vil sige, hun lægger op til, at landmænd, der modtager over et vist årligt beløb i støtte, skal have støtten nedsat med mellem 10 og 45 procent.

"Jeg ved, det er kontroversielt, men vil gerne bringe idéen om at begrænse betalingerne til de meget store landbrug, der nyder godt af stordriftsfordele, på banen igen," sagde Mariann Fischer Boel ved fremlæggelsen af "sundhedstjekket".

Ja til det meste

I Dansk Landbrug er der stor opbakning til kommissionens udspil - på nær et enkelt punkt. Støttelofter.

"Støttelofter er alene til glæde for de advokater, der vil kunne omgå reglerne ved at splitte bedrifterne op. I Dansk Landbrug har en enig bestyrelse besluttet, at vi ikke kan leve med den form for forskelsbehandling af bønder," siger Peter Gæmelke.

Det er dog også næsten eneste kritiske bemærkning.

"Vi står overfor nogle meget store udfordringer på miljøområdet i forbindelse med braklægningens afskaffelse og med vandramme- og habitatdirektiverne. Desuden er det af hensyn til vores konkurrenceevne nødvendigt med flere penge til forskning og udvikling. Så egentlig er vi positive overfor stort set det hele - bortset fra støttelofterne. Og så havde vi gerne set et højere ambitionsniveau på området for krydsoverensstemmelse," siger Peter Gæmelke.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen tager også meget velvilligt mod kommissionens udspil, som hun ser som et skridt på vejen mod "en egentlig reform af landbrugspolitikken i 2013.

"Der er ingen fremtid i at fastholde landbruget på støtten. Nu gælder det om at få overtalt mine kolleger til at øge liberaliseringen af landbrugspolitikken, siger Eva Kjer Hansen.

I det danske Folketing er der delte meninger blandt oppositionspartierne. Den radikale Lone Dybkjær roser udspillet, mens Socialdemokraterne og SF kritiserer det for ikke at være tilstrækkeligt ambitiøst. SF's Steen Gade vil igen fremsætte forslag om, at Danmark gør brug af muligheden for frivillig modulation.

EU-Kommissionens udspil er i første række "overskrifter", som først til foråret omsættes i konkrete forslag.

Herefter skal ministerråd og parlament tage stilling til forslagene, som, hvis de vedtages i efteråret 2008, ventes at kunne træde i kraft ved årsskiftet til 2009.

christensenlandbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle