Minister: Ikke afgørende, at vi når målsætningen nu

Miljø- og Fødevare-ministeren er mere optaget af at ændre landmænds mindset end at nå målsætningen i handlingsplanen for antibiotika-brug.

Esben Lunde Larsen, du har nu været minister i præcist et år og overlevet en ministerrokade. Hvordan har du det?

Godt, tak. Jeg er minister for et erhverv, som har stor betydning for hele samfundet. Jeg møder en masse engagerede landmænd, og deres begejstring og vilje til at udvikle erhvervet er en daglig fornøjelse.

Har du en vision for landbruget?

Overskriften er grøn velfærd forstået på den måde, at danskerne skal kunne færdes vel i deres liv. Og danske landmænd er en mesterspiller i at sikre den vision. De danske landmænd skal være et forbillede for landmænd over hele jorden. Dansk landbrug skal være den målestok, som alle måler sig med. Jeg kalder det Kopenhagen Fur-modellen. I Kina er målet at producere pelse efter dansk forbillede. Sådan skal det være med hele landbruget.

Er det ikke lidt højtravende. Hvad kan man bruge det til ude på gårdene, hvor det er svært at få økonomien til at hænge sammen?

Man kan ikke leve uden visioner. Det er visioner, der ændrer adfærd. Det piner mig, at mange har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Men hvis landmanden tilbage i 1880-erne havde holdt fast i, at han bare ville passe sine fem køer i fred, så havde vi ikke haft en andelsbevægelse og en milliardeksport i dag.

Du vil gerne have, at dansk landbrug skal være et forbillede i hele verden. Mange danskere vender ryggen til danske fødevarer og rører f.eks. ikke svinekød af MRSA-frygt. Budskabet kan jo ikke engang sælges herhjemme?

Vi giver ikke op, og vi leverer de facts, der viser, at det ikke er svine-mrsa, der slår folk ihjel. Jeg tager resistensproblematikken meget alvorligt, men handlingsplanen kører og har den progression, som den skal. Men jeg forstår godt problemet, og det ændrede også mit forbrug, dengang der var problemer med salmonella i kyllinger.

Handlingsplanen for at nedsætte forbruget af antibiotika med 15 pct. i svineproduktionen når ikke i mål i 2017. Hvad siger du til det?

Et tal er et tal, og jeg er ikke så optaget af tallet. Det skal ikke tages så bogstavligt. Ikke at det er ligegyldigt, men politik er jo sådan, at nogen siger 10 pct,, andre 20 pct. og så ender man på 15 pct. som en målsætning. Det er mere vigtigt, at vi bevæger os i den rigtige retning og sænker forbruget af antibiotika.

Hvorfor sætte et mål, hvis det ikke er meningen, at det skal nås?

Fordi det handler mere om mindset’et. At få vendt udviklingen i den rigtige retning og få ændret en praksis og en adfærd, så vi når målet på et senere tidspunkt.

Mange landmænd synes, at de bliver uretfærdigt behandlet af det øvrige samfund. Har de grund til at føle det?

Jeg plejer at sige til landmænd, at »perception is reality«, - altså det billede, der er af landbruget og fødevareproduktionen, er virkeligheden. Så kan man ude på gården godt synes, at det er helt uden for rammen. Men der er altså bare en forbrugervirkelighed.

Da du tiltrådte posten som miljø- og fødevareminister havde du regelforenkling for landmænd som en erklæret mærkesag. Er det blevet lettere at være landmand i det sidste år?

Ja, det er blevet meget mere enkelt, ikke mindst i husdyrproduktionen. Men som landmand er man jo også nødt til at underkaste sig kontrol, når man modtager offentlige tilskud. Så er der bureaukrati, og det kan ikke være anderledes.

Er der noget, du ville ønske, du havde vidst, inden du sagde ja til ministerposten?

Arbejdsmængden er enorm. Politik handler om at have styr på facts. Det er helt fint, at man har en mening og er uenig med mig, men facts slår alt. Men landmænd er, som jeg regnede med.

Hvem læner du dig op ad, når skal have styr på facts?

Både L&F og Seges er med til at kvalificere ministeriets arbejde. Jeg vil sige, at det er uundværligt at have adgang til den baggrundviden, der findes i organisationen L&F. Det er veldokumenteret arbejde, som vi alle har glæde af i ministeriet.

Din minister-forgænger fik svedet vingerne på sit nære forhold til Bæredygtig Landbrug. Giver det anledning til overvejelser over, hvem du skal pleje omgang med?

Næ, egentlig ikke. Jeg lytter til alle. Nogen siger skælmsk, at jeg er i lommen på landbruget. Men jeg er til for at fremme landbruget. Og det er jo L&F, der har kontakt med landmændene ude i landet, og ved, hvad der sker. Det er naturligt at hente viden der, hvor den findes.

L&F og BL skændes en del om, hvilken landbrugspolitik der skal føres. Påvirker det dig, at landbruget taler med to tunger?

Næ, egentlig ikke. Jeg er interesseret i det kvalificerede input. De må slås alt det, de vil. Jeg er ikke så optaget af det spil, der er mellem de forskellige landbrugsorganisationer. De bestemmer selv deres profil. Jeg er optaget af at sikre hele erhvervet bedre forhold og bedre rammer.

Risikerer man, at det bliver udnyttet politisk, hvis det ikke er et samlet landbrug, der bakker op?

Så længe landmænd overholder loven, må de jo gerne lufte deres mening. Der har været en del diskussion om kvaliteten af grundvandsmålinger og efterafgrøder, men det er helt fint. Vi har facts’ne i orden.

Faktaboks

3 ting som Miljø- og Fødevare-ministeren gerne vil:

  1. Sporbarhed og fødevaresikkerhed skal udvikles mere, ikke mindst af hensyn til eksport.
  2. Pesticidhandlingsplanen og veterinærforliget, som skal vedtages i år, skal gå endnu videre, fordi der er en efterspørgsel ude i verden efter dyrevelfærd, lavere forbrug af sprøjtemidler og medicin.
  3. Dansk fødevareproduktion skal vise vejen for resten af verden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle