Minister vil kortlægge beskyttede jord- og stendiger

Kommuner får 15 mio. kr. til at kortlægge beskyttede jord- og stendiger.

Kulturminister Mette Bock vil med en ny pulje på 15 mio. kr. sætte gang i udpegningen af beskyttelsesværdige diger rundt om i landet. I dag er kortlægningen af beskyttede diger i Danmark mangelfuld.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Det er til stor frustration for mange lodsejere, at der i dag ikke findes en systematisk oversigt over beskyttede diger i Danmark.

Det betyder, at landmænd og andre lodsejere kommer til at ødelægge diger, som har en kulturhistorisk eller miljømæssig værdi, og som efterfølgende skal reetableres. Det er selvfølgelig ikke holdbart – hverken for dem eller for samfundet", siger hun.

Ministeren har derfor afsat 15 mio. kr. til at udarbejde en systematisk oversigt.

"Jeg håber, at kommunerne vil tage imod tilbuddet og få kortlagt området én gang for alle til glæde for jordejerne og for resten af landets befolkning,” siger Mette Bock.

Det følger af museumsloven, at der kan foretages en konkret udpegning af jord- og stendiger i Danmark, så lodsejere bedre kan orientere sig om, hvorvidt der er beskyttede diger på deres grund. Det er i dag kommunerne, som har hjemlen til at lave udpegningerne.

Faktaboks

Den nye pulje på 15 mio. kr. kan søges af kommuner til at foretage en konkret udpegning af beskyttede diger.

Det bliver et kriterium, at den pågældende kommune skal medfinansiere udpegningen med minimum 50 procent.

Yderligere kriterier vil blive fastsat snarest og herefter udmeldt af Slots- og Kulturstyrelsen, som vil administrere puljen og rådgive kommunerne om udpegningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle