Minus på 406 mio. i DC-datter

Forretningen i England er langt fra på ret køl, viser regnskab.

Det er ingen nyhed, at det vigtige Danish Crown datterselskab Tulip Ltd har haft det svært.

Men nye tal fra regnskabsaflæggelsen til de britiske selskabsmyndigheder understreger alligevel alvoren.

Tallene stammer fra sidste års regnskabsperiode, der sluttede 30. september og viser, at Tulip Ltd endte med et underskud på 406 mio. kr. før skat, målt i dagskurs.

Dermed er der de sidste to år tabt 656 mio. kr. i selskabet, der årligt omsætter for omkring 8,5 mia. kroner og dermed tæller stort i koncernregnskabet for Randers-virksomheden.

Danish Crown meldte i forbindelse med årsregnskabet for 16/17 åbent ud om årsagerne, som er, at selskabet har mistet konkurrencekraft og skal effektiviseres for at imødegå den stadig hårdere konkurrence mellem de store supermarkedskæder.

Preben Sunke, finansdirektør i Danish Crown bekræfter, at det stadig er tilfældet.

»Der er på sin vis ikke noget nyt i regnskabet fra Tulip Ltd. Det er det resultat, vi kommenterede på, da vi fremlagde vores koncernresultat for 16/17 i oktober sidste år«, siger han.

Årsagen til, at regnskabet først offentliggøres nu er andre og lempeligere frister for indsendelse af regnskaber i den britiske erhvervssstyrelse.

Stor nedskrivning

En nedskrivning på 7 mio. pund, omkring 60 mio. kr. bidrager også til det negative resultat. Denne skyldes ifølge Danish Crown en nedskrivning, der er foretaget på Danapak-brandet, som ikke ikke længere markedsføres i Storbritannien. Det påvirker ikke koncernregnskabet, da beløbet ikke kunne indtægtsføres, da det for år tilbage blev “solgt” fra Danish Crown til Tulip Ltd.

Ellers er årsagen til de seneste års underskud tab af kontrakter til de britiske supermarkeder, samt øgede udgifter til den turnaround, som stadig pågår.

Siden juni har topchef Jais Valeur selv siddet for bordenden i datterselskabet, da han afsatte direktør Steve Francis, der ellers blev hentet til Tulip netop for at styre effektiviseringen af selskabet.

»Nu går arbejdet ind i en ny fase, hvor det er centralt at øge afsætningen og udvikle forretningen gennem en endnu tættere integration med moderselskabet i Danmark. Derfor bliver det i første omgang Jais Valeur, der overtager den daglige ledelse af Tulip Ltd«, skrev Danish Crown i en meddelelse.

Forgængeren til Steve Francis må have fået en del penge med sig i kompensation for sin afskedigelse. I regnskabet fremgår det, at en direktør har modtaget 605.000 pund, ca 5 mio. kr., i kompensation for »loss of office«.

Ny kapital ind

I regnskabet fremgår det desuden, at der er planlagt en kapitalindskydelse til sommeren 2018.

Ifølge Preben Sunke har dette flere årsager.

»Vi købte Easey Holdings sidste år og allerede der planlagde vi et kapitalindskud. Vi kapitaliserer de juridiske enheder, så de har nogenlunde ens kapital. På den måde planlægger vi en konstant soliditet. Køber vi en virksomhed, skal vi også indskyde egenkapital. Og det forventer vi at have på plads inden udgangen af september, sådan at det kan ses i det kommende regnskab for Tulip Ltd«, forklarer han.

Hvor stort et beløb, der skal skydes ind i Tulip Ltd., ønsker han ikke sætte tal på.

Easey Holdings er efter regnskabsaflæggelsen blevet godkendt af myndighederne. Selskabet omsætter årligt for omkring 500 mio. kr. og producerer omkring 200.000 frilandsgrise.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle