Modeikon bruger dansk mink til pels-juletræ

Den franske modeskaber Jean Paul Gaultier og Kopenhagen Fur har lavet et juletræ i hvid mink.

Mandag aften viste nogle af verdens mest prominente designere som Dior, Chanel og Jean Paul Gaultier deres kreative bud på et juletræ frem.

Det skete til velgørenhedsauktionen 'Les Sapins de Noël des Créateurs' – designernes juletræer – som foregik på teatret Comédie des Champs-Elysees.
Kopenhagen Fur var også repræsenteret med et juletræ i hvid mink, der sammen med 24 andre designertræer indbragte cirka en halv million danske kroner til godgørende formål.

"Det var dejligt at se vores træ blive solgt. Jeg sad tilfældigvis i nærheden af ham, der købte træet. Han så ud som om, han havde besluttet sig for at købe netop det træ på forhånd – og han var vist lettet og tilfreds, da hammeren endelig faldt," siger Lone Olsen, Kopenhagen Fur.

Gaultier og Olsen

Træet var lavet af den legendariske designer Jean Paul Gaultier i samarbejde med Oh! by Kopenhagen Fur. Det var Jean Paul Gaultiers eget ønske at lave et juletræ i mink. Gennem et fransk PR-bureau fik Kopenhagen Furs forretningsudviklingschef, Kenneth Loberg, forespørgslen fra det franske modehus, og snart var aftalen på plads. Det betød, at udviklingsansvarlige hos Oh! by Kopenhagen Fur, Lone Olsen, pludselig skulle i gang med at lave sit livs første juletræ i pels sammen med designerikonet, der revolutionerede verdensmoden i 90’erne. 

"Jeg har respekt for hans arbejde, som jeg har fulgt gennem årene – ikke mindst hans fantasifulde brug af pels, der indgår i mange af hans kollektioner," siger Lone Olsen.

Hvid jul med hvid mink

Jean Paul Gaultiers idé var at lave et træ, der skulle henlede tankerne på hvid jul. Pelsen skulle flettes for at skabe et transparent look, og til sidst vendes på hovedet, så træet kom til at ligne et omvendt kræmmerhus. 

I begyndelsen af november var alle skitser på plads, og Lone og hendes to buntmagere gik i gang med at trække 22 minkskind på 32 wires på hver tre meter. For at give træet et stramt look, måtte de først lave pelstuber, som de sidenhen trak på trådene. Pelstuberne måtte ikke være løse, da minken så ville komme til at fylde for meget – og det gennemsigtige look forsvinde.

Det betød, at Lone og hendes team måtte hive og slide for at få minken på plads på 32 wires. 

"På et tidspunkt hører jeg vores buntmager, Rosita Gonzalez, snappe efter vejret, fordi hun havde hevet så hårdt i minkpelsen, at hun har fået en fibersprængning. Efter en tur på skadestuen var hun dog god igen," smiler Lone Olsen.

Emneord

pelsdyravl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle