Museforsøg splitter i syn på glyphosat

EU og WHO har fremlagt modstridende konklusioner om risikoen ved at bruge glyphoset. Antallet af forsøg med mus og rotter har haft afgørende betydning, forklarer kontorchef ved Miljøstyrelsen Lea F. Hansen.

Glyphosat blev stemplet som »sandsynligvis« kræftfremkaldende af WHO’s kræftpanel, men EU’s fødevareagentur var uenig.

Det er noget så enkelt som antallet af mus, der har splittet de to parter, forklarer kontorchef ved Miljøstyrelsen Lea F. Hansen til Plantekongressen i Herning tirsdag.

Firmaerne, der har udført forsøgene, har haft resultaterne under databeskyttelse. Efter beskyttelsen blev hævet er det blevet tydeligt, at antallet af dyreforsøg, der danner baggrund for EU’s konklusion, er højere end ved baggrunden for WHO’s konklusion.

»EU-vurderingen bygger på betydeligt flere undersøgelser. Her er der udført fem musestudier og ni rottestudier,« siger Lea F. Hansen.

WHO bygger sine konklusioner på tre musestudier og tre rottestudier. I enkelte af dyrestudierne var der kræft, men EU-vurderingens overordnede konklusion er, at det kun ses i ekstremt høje doser. Samt at der ikke ses forstadier til kræft i samme væv ved lavere doser, forklarer Lea F. Hansen.

»De skændes om doserne af glyphosat, og hvad der er »normale« mængder. EU’s vurdering vedrører kun det rene stof glyphosat, mens WHO’s kræftpanel i høj grad har vurderet på undersøgelser af glyphosatholdige sprøjtemidler, fx. glyphosat tilsat opløsningsmidler,« siger hun.

Tvetydige svar

Når WHO undersøger glyphosatholdige midler frem for det rene stof, bliver undersøgelserne også tvetydige.

EU har efter den midlertidige godkendelse forbudt brug af glyphosatmidler med indhold af opløsningsmidlet tallowamin fra udgangen af i år.

»Er det så opløsningsmidler eller glyphosat, der er farligt?,« lyder et spørgsmål fra salen.

Det er svært at vurdere, forklarer Lea F. Hansen.

»Vi ved kun, hvad danske produkter med glyphosat indeholder, og her var det tydeligt, at produkter med tallowamin var farligere end de, der ikke indeholdte det. Jeg kan sige så meget, at på det danske marked er vi ikke bekymret for at produkter med glyphosat er farlige,« siger hun.

Samme overblik over indholdet af opløsningsmidler i produkter med glyphosat findes ikke på det samlede europæiske marked, og det efterlader et stort arbejde, der kan udsætte afgørelsen yderligere, vurderer Lea. F. Hansen.

Intet tab for landbruget

Landskonsulent ved Seges Planteværn Jens Erik Jensen begræder ikke, at glyphosatprodukter med tallowamin er på vej ud.

»Det bliver ikke noget tab for landbruget, for de produkter, der indeholder opløsningsmidlet er simpelthen så dyre,« forklarer Jens Erik Jensen.

Tallowamin er et middel, der fremmer overfladeoptagelsen af glyphosat i afgrøder. Danmark har været fremme tidligt i at anbefale et forbud mod tallowamin. Øgede afgifter har betydet, at anvendelsen af stoffet i Danmark har været meget begrænset de seneste to år.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har glyphosatprodukter, der indeholder tallowamin på din bedrift, har Seges udviklet en app, der hedder KemiTjek. App'en kan oplyse om lovligheden af alle pesticider.

»Så er det nemmere at finde ud af, om du skal skille dig af med det, du har ståede på reolen inden den 31. december 2017,« siger Jens Erik Jensen.

 

Faktaboks

FAKTA

Postyret om Glyphosat er udløst af en strid mellem EUs egen fødevaresikkerhedsinstans EFSA og verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræftforskningsinstitut IARC.

EFSA har, bl.a. på baggrund af de studier, der nu åbnes for adgang til, konkluderet, at glyphosat »sandsynligvis ikke« er kræftfremkaldende.

IARC har modsat konkluderet, at glyphosat »sandsynligvis« er kræftfremkaldende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle