Mystiske strømudfald generer voldsomt på nordjysk gård

Uforklarlige hændelser med elektriske installationer, og dyr der pludselig reagerer voldsomt og i flere tilfælde akutte dødsfald har været en del af dagligdagen for parret Kirsten og Lars Peter Simonsen i Dronninglund i årevis. Nu forsøger de at finde årsagen med hjælp fra forskere.

»På et tidspunkt havde vi en orne, der forsøgte at flygte. Den så ud, som om den havde set et spøgelse.«

Ordene kommer hastigt ud af Kirsten Simonsens mund. De følges af et forsigtigt smil, men der har ellers ikke været meget at smile ad de seneste mange år på gården, der ligger lidt uden for Dronninglund i Nordjylland.

I 1996 blev hun en del af gårdens drift, som Lars Peter overtog fra sine forældre. I 2000 oplevede parret for første gang mystiske hændelser på gården.

Ventilationssystemer som begyndte at skrue op eller ned, grise som begyndte at gå grassat på hinanden, og lysstofrør som gik ud - for senere at tænde igen.

Flere eksperter og firmaer har gennem årene været forbi gården for at afhjælpe problemerne, som også gik hårdt ud over produktionsresultaterne - og deres eget helbred.

»Vi er sikre på, at der er noget strøm som påvirker tingene på gården. Det går samtidig ind i vores led, men også på grisene,« forklarer Lars Peter Simonsen, inden Kirsten tager over:

»Det gik nok for alvor op for mig, at der var noget alvorligt galt, da jeg var i Sverige i tre dage. Inden jeg tog af sted, havde jeg en kraftig muskelsamling i nakken, men da jeg kom til Sverige, var den væk.«

 

Inventar fyldt med strøm

Grisene er det også gået hårdt ud over.

»I perioder har vi haft søer, som bare har lagt sig på patterne og ikke ladet grisene drikke. Vi har også søer, som forsøger at flygte ud af farestierne, fordi inventaret omkring farestien er fyldt med strøm i perioder,« siger Lars Peter Simonsen, mens han går mellem stierne i farestalden.

I sin ene hånd har han sit faste arbejdesredskab - to kobberpinde, som han bruger til at udpege de områder i staldafsnittene, hvor strømmen er særligt kraftig.

»Hvis vi har en gris, som har det skidt, så stryger jeg pindene over den, og så får den det ofte bedre igen,« siger han.

Svinefagdyrlæge Helle D. Kjærsgaard fra LVK har været fast tilknyttet gården i de seneste fire-fem år. Hun har aldrig set noget tilsvarende.

»Vi har at gøre med to mennesker, som kan deres håndværk som svineproducenter, men det er tydeligt, at der er et problem der ligger ud over, hvad vi ellers ser i besætninger,« siger hun og sætter sin lid til, at forskere fra DTU kan finde en årsag.

På gården kan hun konstatere, at resultaterne er gode trods den mystiske strøm. 32 grise pr. årsso og godt 13 procent døde i farestalden placerer dem i den gode ende. Det mener Helle D. Kjærsgaard har en god forklaring:

»Kirsten og Lars er ude i stalden hele tiden for at afhjælpe problemer. Det ses tydeligt, når vi går gennem staldene, hvor grisene er meget omgængelige og vant til mennesker.«

Det nordjyske par erkender, at det har været en hård tid at drive gården:

»Der var et tidspunkt, hvor vi var klar til at sælge hele lortet, men det er gået fremad, efter vi har investeret i filtre, som er opsat på egnen. For eksempel i højspændingsmaster og hos naboer med solceller. Det har hjulpet, men det er som om strømmen hele tiden finder en ny vej ind på gården.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle