Næste uge afgørende for glyphosats skæbne

Hvis den stående komité, SCoPAFF, siger ja til kommissionens forslag om 10 års forlængelse, er godkendelsen i hus.

Når EU’s Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder på onsdag holder møde, er det første punkt på dagsordenen glyphosat. Kun få ting er så elsket og hadet som glyphosat. Derfor ventes komiteens indstilling til EU-kommissionen med stor spænding.

Mange lande holder tæt til kroppen, om de vil nikke ja eller ryste på hovedet. Danmark er på ja-holdet. Store lande som Tyskland, Frankrig og Italien har ikke meldt noget ud.

De har før været imod eller stærkt skeptiske. For tyskernes vedkommende på trods af, at det er de tyske myndigheder, der har revurderet glyphosat for EFSA. Franskmændene er angiveligt ved at kravle lidt ned fra træet. I hvert fald er præsidenten ved et landmandsmøde citeret for at sige, at man vil se positivt på en kortere forlængelse, hvis man samtidig er på udkig efter alternativer.

Kvalificeret flertal

Hvis komitéen afgiver en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vil Kommissionen vedtage forslaget og godkendelsen af glyphosat bliver forlænget med 10 år. Afgiver komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget.

Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen inden for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag.

Et kvalificeret flertal vil sige, at 55 procent af EU-landene og mindst 65 procent af EU’s samlede befolkning er positive.

 

Koncentrationen vigtig

Kritikken af glyphosat blomstrede op forrige år, hvor det kom frem, at Verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræftforskningsenhed, IARC, betegnede stoffet som sandsynligvis kræftfremkaldende. Samtidig viste analyser i Tyskland sidste år, at der var glyphosat i urinen hos mange.

Det er dog ikke noget, der bider på tilhængerne. Glyphosat er nemlig mindre kræftfremkaldende end tobak, alkohol og tilberedt kød. Det er næppe glyphosatindholdet i det tyske øl, der er udslagsgivende for sundheden hos øldrikkere. Ifølge Jens Erik Jensen, specialkonsulent, Seges, er målemetoderne i dag så fine, at man ofte kan finde rester af pesticider.

»Så kan man bruge det som indicium på, at landbruget eller Miljøstyrelsen ikke har styr på det. Men det vigtige er ikke, om det er der, men om det er i en koncentration, som har en sundheds- eller miljømæssig betydning,« siger han.

Faktaboks

SCoPAFF

  • Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) diskuterer løbende en lang række emner og spørgsmål, der vedrører hele fødekæden - lige fra dyresundhed i landbruget, til produktet lander på spisebordet. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle