Nedskrivning af prisprognose for svin

Med en notering på 10,80 kr. pr. kg er der lagt op til en nedskrivning af prognosen over noteringen for svin.

Af Karsten Flemin, markedesanalytiker, Landbrug & Fødevarer

Den nuværende notering for slagtesvin på 10,80 kr./kg er næsten 1,00 kr./kg under prognosen fra maj, der har en gennemsnitlig notering på 11,75 kr./kg for juli kvartal. Det kan således ikke undgås, at der vil ske en nedskrivning af den forventede notering, når den næste prognose offentliggøres midt i september måned.

Hvad er så årsagen til, at svineprisen de seneste måneder har udviklet sig mere negativt, end det var forventet ved seneste prisprognose fra 4. maj.?

Valutakurs koster

Først og fremmest har valutakursudviklingen kostet på noteringen. Der har i 2017 været en løbende svækkelse af dollar, pund og yen over for euro/Dkr. Det koster på slagteriernes hjembragte priser, og dollarfaldet betyder tabt konkurrenceevne for europæisk svinekød over for amerikansk svinekød og dermed mindre eksport ud af EU.

 

Fald i kinesisk efterspørgsel

Herudover er de kinesiske svinepriser og den kinesiske efterspørgsel faldet kraftigt i forhold til for et år siden. Dette i kombination med valutakursudviklingen betyder et stort fald i EU eksporten af svinekød til Kina. Alene i april kvartal i år blev EU eksporten af svinekød til Kina med 282.000 ton mere end halveret i forhold til april kvartal 2016.

 

Manglende grillvejr

Endelig har vejret i Europa i foråret/sommeren heller ikke ligefrem været det grillvejr, man kunne have håbet på. I Nordeuropa har man manglet de lune sommeraftener med grillen tændt, og i Sydeuropa har vejret i sommer været så varmt, at det ikke ligefrem har stimuleret appetitten.

 

Men fald i EU slagtninger

Til gengæld har slagtningerne i EU indtil nu i år som forventet ligget i underkanten af sidste år, og dermed påvirket svinepriserne positivt.

Hvad så når vi kigger frem-ad?

 

Stigende produktion og lavere svinepriser i 2018

Den gode økonomi i 2016 og 2017 for de europæiske producenter af smågrise må forventes at resultere i, at EU-produktionen af svin begynder at stige i 2018. Vi får en bedre indikation af EU produktionen i første halvdel af 2018, når svinetællinger fra en række vigtige europæiske lande offentliggøres i løbet af september måned.

Ud over stigende EU-produktion er der også i 2018 forventning om en fortsat stigende amerikansk produktion af svinekød og dermed øget pres på eksportmarkederne.

Så på nuværende tidspunkt må det forventes, at stigende produktion af svinekød i såvel EU som USA vil resultere i lavere svinepriser i 2018 i forhold til 2017.

Kamp om slagtesvinene herhjemme

Herhjemme fortsætter slagteriernes kamp om slagtesvinene. Efter at Danish Crown fik de 600.000 årlige slagtesvin fra Bonusgrisen, har Tönnies nu lavet aftale om at modtage Bregentvedgårds 130.000 slagtesvin årligt.

Summen af disse to aftaler bliver, at endnu flere jyske svin skal køres til Danish Crown i Ringsted, samtidig med at Bregentvedgårds svin bliver kørt den anden vej fra Sjælland til Brørup og Thisted.

Et sådant arrangement med kørsel på tværs af landsdelene virker ikke optimalt. Det er kun A/S Storebæltsbroen og transportørerne, der er vindere her. Og i sidste ende er der kun én til at betale de ekstra transportomkostninger, nemlig de danske svineproducenter.

Måske burde slagterierne lade sig inspirere af de ellers ofte udskældte folketingspolitikere. I folketinget kan man godt finde ud af at ”cleare” stemmer ved afstemninger i folketinget. Et tilsvarende system med ”clearing” af slagtesvin mellem slagterierne kunne i hvert fald spare omkostninger for slagterierne og dermed også for svineproducenterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle