Mejerimarkedet er presset

Markedsorientering af chefkonsulent Niels Ole Nielsen, Landbrug & Fødevarer

Markedet for mejeriprodukter har de sidste par år været kraftigt mærket af ubalance mellem udbud og efterspørgsel. De høje afregningspriser i 2014 medførte kraftige stigninger i mælkevejningen i 2014. Det russiske importforbud af mejeriprodukter fra bl.a. EU28 medførte sammen med et kraftigt fald i eksporten til Kina faldende afregningspriser, da der pludselig skulle afsættes store mængder mejeriprodukter til anden side. Indtil denne periode stod Kina og Rusland for ca. 28 procent af verdenshandlen med mælk.

Ruslands import af ost forventes således at ende på ca. 205.000 ton i 2015, hvilket er et fald på mere end 40 procent i forhold til 2014 – og i øvrigt det laveste niveau siden 2005. Nedgangen skyldes især importforbuddet af mejeriprodukter, samt svag forbrugerefterspørgsel og nedskrivning af rublen. Den russiske mælkeproduktion lå i 2015 stort set på samme niveau som året før.

Kinas import halveret

Ligeledes ser mælkeproduktionen i Kina i 2015 ud til at ligge på stort set samme niveau som i 2014. Alligevel er den kinesiske import af sødmælkspulver halveret til 342.000 ton i løbet af 2015, da der stadig ligger tidligere importerede mængder rundt omkring i landet. I løbet af 2016 forventes importen dog at stige med 10 - 20 procent. Derudover er det også værd at bemærke, at den kinesiske import af mælk og fløde (fortrinsvis UHT-produkter) er steget med 44 procent i 2015 til i alt 460.000 ton, og denne stigning forventes at fortsætte i 2016, da forbrugerne har en stor tillid til importeret UHT-mælk. Dette sker på trods af, at mælkeproduktionen i 2016 forventes at blive forøget med ca. 2 procent.

Samtidig har ophøret af EU’s mælkekvoter i foråret 2015 medført stigninger i den samlede indvejning. Der er dog stor forskel i de enkelte EU-lande. I lande som Irland og Holland steg indvejningen i 2015 med hhv. ca. 14 pct. og 7 pct., mens den i store lande som Frankrig og Tyskland ender på stort set samme niveau som i 2014. Samlet forventes indvejningen i EU28 at stige med ca. 2 pct. i 2015, og stigningen vil helt sikkert fortsætte i 2016.

Konstant faldende priser

Også på det samlede globale marked er der sket en stigning i mælkeindvejningen i 2015 – den forventes dog ”kun” at ende på godt 1 procent. Det skyldes bl.a., at indvejningen i New Zealand faldt i 2015 som følge af først og fremmest de faldende mælkepriser. Dertil kommer også vejrfænomenet El Niño, som forventes at medføre et fald i den newzealandske mælkeproduktion på mindst 6 procent hen over vinteren.

Samlet set har det – bortset fra enkelte stigninger undervejs – betydet nærmest konstant faldende priser for alle mejeriprodukter gennem de seneste to år, hvilket naturligvis også har haft stort set samme effekt på mælkepriserne. Afregningsprisen til landmanden i Danmark i februar 2016 er således på det laveste niveau siden foråret 2010.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle