Landmand: Åers vandføring baseret på gamle dages nedbør

Marker oversvømmes fordi Ryå i Jammerbugt ikke er dimensioneret i forhold til nutidens nedbør.

Det risler koldt ned ad ryggen på mange nordjyske landmænd, når de ser ud på deres marker i disse dage. Er der ikke store oversvømmede arealer, svupper det i hvert fald gevaldigt, hvis man prøver at gå gennem de vandmættede marker, og det koster udbytte.

Ifølge Carsten Søborg, formand for Jammerbugt Vandløbslaug er årsagen, at vandløbsregulativet har undervurderet den nedbør, der falder og indrettet vedligeholdelsen af Ryå efter et forkert nedbørsniveau. Det får åen til at gå over sine bredder.

10 liter pr. sekund

Han peger på, at vedligeholdelsen af Ryå er baseret på, at der er en gennemsnitlig vandføring på 10 liter i sekundet pr. 100 hektar. Sådan var gennemsnittet også fra 1972 til 1999. Med den gennemstrømning vil det resultere i en vandstand på 1,5 meter ved 25 kilometerstationen.

Problemet med et sådant gennemsnit er ifølge Carsten Søborg, at der indgår en del sommermåneder, hvor der ikke er den store nedbør, hvor fordampningen er stor, og hvor planterne hurtigt optager vand, så det ikke ender i vandløbet. Når de indgår i gennemsnittet, kan åen ikke klare afstrømningen, når det øser ned en hel måned.

Ser man for eksempel på den gennemsnitlige vandføring fra 15. november til 14. december sidste år, var den 26 liter pr. sekund pr. 100 hektar altså mere end dobbelt så høj som åen er dimensioneret efter.

»Så må vandstanden være 2,75 meter ved 25-kilometerstationen, og så så render vandet ind over vores marker,« siger han.

Bør være 30-dages hændelse

Carsten Søborg understreger, at han godt er klar over, at der vil være dage, hvor afstrømningskapaciteten ikke er høj nok. Men i stedet for at basere vandløbsregulativerne på et årsgennemsnit, bør man basere dem på et månedsgennemsnit i de måneder, hvor det regner mest.

»Hvis de gør det, har vi ingen problemer,« siger han.

Skal man holde vandstanden ved 25 km-kilometerstationen i Ryå på 1,5 meter med 26 liter pr. sekund pr. 100 hektar, skal åen udvides.

»Så skal den tilbage til den bredde, den havde for 50 år siden,« siger han.

Slagsmål om regningen

Det er ifølge Carsten Søborg ikke noget, kommunen ynder at høre, for det koster penge, og der kan nemt bliver slagsmål om regningen.

»Vi mener, at de, der har vedligeholdt åen i 50 år skal føre den tilbage til den oprindelige tilstand,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.