Små besparelser kan give en månedsløn

Peter Bendix Vands har finkæmmet bedriften for at finde muligheder for optimering.

Vidste du, at hvis man dagligt har besøg af inseminøren og konsekvent altid først får ringet efter klokken 7.30, så koster det et tilkaldegebyr på 65 kr. pr. dag. På et år bliver det til 24.000 kroner. Det er jo en hel månedsløn til medhjælperen!«

Peter Bendix Vands, Højlund Agro ved Esbjerg, smiler.

Forud for sit indlæg på Kvægkongressen mandag aften har han finkæmmet bedriften for mulige indsatsområder. Selvom bedriften er særdeles veldrevet, er der stadig muligheder for at gøre det bedre. Også i de mindste ting.

»Vi har godt styr på at tilkalde inseminøren rettidigt. Ofte bestiller jeg via netmodulet, hvor jeg sparer ti kroner pr. besøg. Men det overraskede mig, at en lille dårlig vane kan blive så dyr på et helt år,« forklarer Peter Bendix, som også fandt et optimeringspotentiale i altid at have dyrene klar til inseminøren. Viking giver nemlig rabat på besøget, hvis inseminørens arbejde kan udføres på kortere tid end beregnet. Og omvendt tillægges et gebyr, hvis der bruges mere tid.

Trælse, oversete gebyrer

Højlund Agro benytter LVK til sundhedsrådgivning, og dyrlægen tager et fast honorar pr. besøg inklusiv en halv times konsultation. For hvert påbegyndt kvarter derudover tillægges 332 kroner.

»Vi har sundhedsrådgivning hver anden uge, så over et år bliver 15 minutters ekstra tid til 8.500 kroner. Hvis man bruger det til snak om andet end sundhedsrådgivningen, er det måske nogle lidt for dyre samtaler,« filosoferer Peter Bendix.

Et andet fordyrerende element kan være brug af kønssorteret sæd uden strategi.

»Vi bruger megen kønssorteret sæd, så vi debatterer jævnligt, hvor mange chancer en given ko eller kvie skal have, før vi skal benytte noget andet sæd eller udsætte den. Har man ikke en egentlig strategi, kan der hurtigt ryge en del kroner på den konto,« konstaterer Peter Bendix.

Let at benchmarke

Kvartalsrapporten og nøgletalstjekket i DMS udgør Peters datagrundlag til den økonomiske gennemgang af bedriften.

»De giver et fint billede af, hvor vi ligger i forhold til den bedste tredjedel eller fjerdedel. Vi bruger dem til at lægge strategier efter. Eksempelvis at vi vil have alle opnåelige kvalitetstillæg for mælken. Det fik vi sidste år, og det gav 400.000 kroner på 340 køer. Mælkeprisen kan jeg ikke påvirke, men kvalitetstillæggene kan jeg selv gøre noget for at opnå,« påpeger han.

Faktaboks

Små besparelser

  • Peter Bendix Vands holder indlægget ’Når fem-øren skal vendes’ mandag aften ved Dansk Jerseys årsmøde i forbindelse med Kvægkongressen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.