Hør her: Vi må omstille os

Henrik Kildegaard, formand for svineproducenterne hos Centrovice, opfordrer svineproducenter til at finde nye veje.

Svineproducenter skal omstille sig. Den vej, svineproducenter hidtil har gået, giver ikke længere god økonomi.

Derfor skal vi svineproducenter sammen med slagterierne finde nye måder at producere og sælge svinekød på.

»Jeg ser et kæmpe potentiale i fremtidens fødevareproduktionen, men det kræver, at vi lytter til forbrugerne på en anden måde end hidtil,« fortæller Henrik Kildegaard.

Når han ser den fremtidige forbruger, ser han et menneske, der vægter kvalitet, sundhed og bæredygtighed omkring de produkter, man køber.

Og det er den slags forbrugere, der vil komme flere af i byerne i først og fremmest Europa og USA.

»Det er en trend i stor fremgang,« mener han.

For at kunne imødekomme deres krav er det nødvendigt, at produktionen bliver tænkt anderledes. Det kræver noget af både svineproducenter og af slagterier.

Han mener, det er paradoksalt, at vi ikke har en større forædlingsgrad i primærproduktionen, end tilfældet er.

Dansk industris svar på høje omkostninger har de sidste 20-25 år været at øge forædlingsgraden, så prisen ikke længere var den eneste salgsparameter.

»I den periode levede vi i stedet af prisstigninger på jorden. Det svier til os nu,« mener han.

Råber op

Nu råber Henrik Kildegaard op, for han mener ikke, svineproduktionen kan fortsætte i det nuværende spor.

Han mener, at fremtiden er for både store og små svineproducenter. Vi skal satse på specialproduktioner, der kan bære en højere pris end bulkvarer.

»Man kan godt levere et specialprodukt, selvom man har 10.000 stipladser,« siger han.

Han kan godt forestille sig, at tre ud af fire slagtesvin produceres under en form for specialproduktion om 10 år.

Et specialprodukt kan nemlig godt bære, at producenten får tre til fem kr. mere pr. kg. Og den merpris vil gøre en kæmpeforskel for producenten.

Henrik Kildegaard kritiserer ikke Danish Crown. Han mener, slagteriet har gjort det godt, når det drejer sig om slagtning og forædling.

Men der skal langt mere af samme skuffe til for at skabe en god økonomi hos primærproducenterne, som har været hårdt trængt i lang tid.

»Vi primærproducenter har tænkt for meget på mængde og pris,« erkender han og forestiller sig differentiering på råvaren, så smag, velfærd, antibiotikafrihed og bæredygtighed samt den gode historie bliver det, der skal sælge svinekødet.

Han er klar over, at en af de største barrierer nok er svineproducenters vanetænkning.

»Vi er jo sovset ind i vaner men skal indstille os på at producere mere på forbrugernes vilkår,« lyder det fra Henrik Kildegaard.

Faktaboks

Nicher skal udgøre en større del

  • Danske svineproducenter har forsømt at differentiere sig og udvikle råvaren
  • Derfor er mange klemt på prisen og har dårlig økonomi
  • Større differentiering vil betyde højere pris, men ikke tilsvarende højere omkostninger
  • De store slagterier kan håndtere specialprodukter og er gearede til at sælge og markedsføre nye produkter

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle