Indkøber: Producenter må rette ind

Producenterne skal forstå forbrugernes ønsker til dyrevelfærd, mener miljøchef ved Coop Signe Frese. Salget af buræg hos Coop er faldende, derfor vil Coop understøtte den udvikling i samarbejde med producenterne.

Forbrugerne har ikke accepteret forbedringer af dyrevelfærden de seneste år. I en forbrugerundersøgelse, Coop har foretaget, mener 53 procent af de adspurgte kunder, at burægproducenter ikke tager højde for dyrevelfærd.

Signe Frese, miljøchef ved Coop, mener, producenterne må rette sig efter forbrugernes ønsker.

»Vi efterkommer det, som forbrugerne forventer af en virksomhed som vores, derfor sender vi et signal om, at det er den her retning vi går i, det er noget producenterne også skal forstå,« siger Signe Frese.

Høje forventninger

Det er fire år siden, burægproducenterne lagde om til berigede bure. Avisen bragte i sidste uge historien om burægproducent Bent Jensen, der står over for et valg om at omlægge til en af de andre produktionsformer.

Er det ikke for tidligt, at producenterne bliver bedt om at lægge om endnu en gang?

»Jo, det kan man sige, men vi må reagere på forbrugerne holdninger. Hvis de ikke mener, der er velfærd nok i buræg, så må vi tage det til efterretning,« siger miljøchefen.

Er der ikke forskel på, hvad forbrugerne giver udtryk for, og hvad de vælger i supermarkedet?

»Vi har jo spurgt forbrugerne om, hvad de egentlig ved om dyrevelfærd. Så kan det jo være de handler anerledes, men vi kan se, at ægsalget falder,« siger Signe Frese.

Salget af buræg i de første to måneder af 2016 er 20 procent lavere end året før, ifølge Coop.

Forbrugernes viden er lav

Forbrugerøkonom fra Landbrug & Fødevarer Marianne Gregersen vurderer, at forbrugernes viden om animalsk landbrugsproduktion er ret lav.

L&F har lavet en fokusgruppeanalyse blandt forbrugere på Østerbro.

»Det er en gruppe, vi mener generelt er velinformerede omkring dyrevelfærd. Men her fandt vi også, at der var begrænset viden.«

Hvis ansvar er det at få rettet op på forbrugernes indtryk af den animalske landbrugsproduktion?

»Ideelt set burde det være et samarbejde mellem producenter og detailbranchen, men det er nok landbruget, der må tage teten,« siger Marianne Gregersen.

Aflive myter

L&F er i gang med at undersøge, hvilke myter der er inden for de forskellige produktionsformer. »Nogen skal tage alvorligheden på sig og få fortalt om forskellen på for eksempel konventionelle og økologiske produktionsformer,« slutter Marianne Gregersen.

Forbrugerøkonomen mener, at detailhandlen gør klogt i at imødekomme forbrugernes ønsker i forhold til dyrevelfærd - dog ikke uden forbehold.

»Det er en voldsom påstand, at dyrevelfærd er afgørende i alle de valg, forbrugerne træffer, dermed ikke sagt at det ikke er væsentligt,« siger hun.

Faktaboks

Det begyndte for 24 år siden

  • Irma lagde ud med at stoppe salget af buræg i 1994 og har siden fjernet de såkaldte »skjulte« buræg fra butikken. Kvickly fulgte efter i 2013. Siden er Lidl også holdt helt op med at sælge buræg og er ved at udfase de skjulte buræg. Sidste uge meddelte Coop, at de ville udfase salget af buræg fuldstændigt fra deres butikker. Det gælder både konsumæg og såkaldte »skjulte« æg. 
  • De ”skjulte” æg er i for eksempel mayonnaise og småkager men også rødvin. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle