Yara vokser stort uden for Europa

Norsk gødningsgigant har fået fart på væksten. Men vækstlande giver også udfordringer.

Den norske gigant inden for gødning, Yara, tog pæne skridt fremad i 2015.

Det viser det netop fremlagte regnskab for den store børsnoterede virksomhed.

Omsætningen spurtede fremad fra 95 norske milliarder til 112 milliarder; 88,6 milliarder danske kroner.

Især omsætningen uden for Europa steg markant, med hele 18 procent til 62 milliarder norske kroner. Dermed ligger over 60 procent af Yaras omsætning nu uden for Europa. Størst afsætning var der i Brasilien, efterfulgt af Nordamerika og Asien. Procentmæssigt var den største fremgang dog i det øvrige Sydamerika, omend fra et lavt leje.

I Danmark steg omsætningen med 14 procent, fra 1,47 mia. norske kroner til 1,69 mia. norske kroner (1,34 mia. danske).

Også udfordringer i vækstlandene

Den pæne fremgang i omsætningen gik dog ikke ud over profitten. 8,4 mia. norske kroner lå tilbage på bundlinjen; en forbedring fra sidste års 8 mia. norske kroner.

Dette sker til trods for, at Yara også måtte nedskrive 2,4 mia. norske kroner (1,9 mia. kroner) på sin virksomhed Lifeco i Libyen, samt et par fabrikker i Frankrig og Trinidad. Libyen-nedskrivningen skyldes en forværret sikkerhedssituation og udsigt for fremtiden for produktionen.

Blandt de store begivenheder for den norske koncern var overtagelsen af det fulde ejerskab af en ammoniakfabrik i Australien, som er den største og mest moderne i virksomheden. Sammen med BASF begyndte Yara desuden at bygge en enorm fabrik i Texas, der fra 2017 skal have en kapacitet på 750.000 tons årligt.

Af større opkøb skal også nævnes Greenbelt Fertilizers, der distribuerer gødning i Zambia, Malawi og Moxzambiue.

»Opkøbet understreger Yaras langsigtede engagement i Afrika og vil yderligere forbedre vores position i en hurtigtvoksende landbrugsregion,« skriver den administrerende direktør siden september 2015, Svein Tore Holsether i regnskabet.

Nordmændene sendte 35,7 mio. tons produkter »over disken« i 2015. Størst tonnage var der i gødning, der udggjorde 74 procent af det handlede. Dernæst kom industriprodukter med 20 procent, mens den resterende del var handel med ammoniak.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle