Læser det problemet med generationsskifte at give selskaber mulighed for at investere?

Vigtigst at man kan drive en god forretning

Jeg er åben for ideen om, at for eksempel pensionsselskaber kan investere i landbrug, med forbehold for at deres bevæggrunde ikke er at spekulere i jorden. De skal gøre det, fordi de kan se en værdi i, at unge mennesker kan drive en husdyrproduktion på ejendommen.

Jeg sammenligner det tit med andre erhverv. Hvis du for eksempel har en tøjbutik, driver du forretning i lejede lokaler. Det betyder, at du har en vis frihed. Det samme gælder, hvis du som landmand driver et landbrug, du ikke ejer. Det giver dig mulighed for at gøre noget andet, hvis du har lyst til det på et tidspunkt.

Mit hovedfokus er, at man som landmand kan få lov at drive en forretning. Det kan sagtens være på andres jord, men der skal være tale om en selskabsform, så man sikrer en vis selvstændighed og iværksætterkraft. Der skal nogle forretningsmennesker ind over, som har en fælles interesse i at få tingene til at fungere. Det kan sagtens være et forsikringsselskab eller en investeringsfond. Udviklingen i vores landmandshoveder er gået lidt i stå. Unge taler stadig om vigtigheden af at have fod under eget bord, men i virkeligheden er det jo ligegyldigt, om det er banken eller et aktieselskab, der ejer 90 pct. af virksomheden.

Mads Mortensen, uddannet jordbrugsteknolog. Næstformand i LandboUngom. 

På den lange bane bør staten eje jorden

Mit grundliggende synspunkt er, at jorden skal komme os alle til gode, fordi den bidrager til maden, vi spiser, vandet vi drikker, og den natur vi lever i. Vi har store udfordringer med at få natur, økonomi og fødevareproduktion til at hænge sammen. Det er vedtagelse af landbrugspakken et godt eksempel på. Hvis jorden var et fælles eje, ville det for eksempel give mulighed for at lave jordbytte og beskytte drikkevandsressourcer på en meget mere smidig måde og samtidig sikre, at jorden ikke bliver koncentreret på få hænder, der blot ønsker at trække et afkast ud.

Hvis man ejer i fællesskab, kan unge landmænd forpagte jorden og komme hurtigt i gang. På den måde bliver det også meget nemmere at begrænse eksempelvis kvælstofudledningen, fordi man administrerer en fælles kvote.

Ideen om fælles ejerskab ligger tæt på den måde, man har drevet landbrug på tidligere, hvor småbønder har ejet jorden og arbejdet sammen om den i lokalområdet. Med de seneste liberaliseringer af landbrugsloven nærmer vi os hastigt amerikanske tilstande, hvor en kinesisk kapitalfond pludselig kan eje hele Nordjylland eller Lolland. På den lange bane bør staten eje jorden.

Rasmus Vestergaard Madsen. Uddannet økologisk landmand. Suppleant i Folketinget for Enhedsliten. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle