Ny udbyttefremgang fik 2. plads i engelsk konkurrence

Danmark placerede sig i toppen af engelsk udbyttekonkurrence for forsøg 2015.

15 ton Torp-hvede rakte til en 2. plads i kategorien »forsøg« i en engelsk udbyttekonkurrence i 2015. Det var forsøgsserien »Ny Udbyttefremgang« i vinterhvede, der blev placeret så flot. Målet i den danske forsøgsserie er netop at afprøve forskellige dyrkningsstrategier og afdække udbyttepotentialet i Danmark - uden at skele til omkostninger. Det fortæller landskonsulent Lars Bonde Eriksen fra Seges.

»Ny udbyttefremgang« forsøgene var tilmeldt det engelske ”Yield Enhancement Network” (YEN) i 2015. Udbyttekonkurrencen var arrangeret af ADAS, en engelsk forsknings- og udviklingsvirksomhed inden for landbrug,« fortæller han. Vinderen opnåede 15,9 ton pr. hektar.

I tabellen ses udbytterne for »Ny udbyttefremgangs« mest intensive behandling, hvor de seks forsøg blev sprøjtet intensivt med planteværn og tildelt 310-360 kg N/ha. Og det var forsøget på Ultanggård ved Haderslev, der med 15,0 ton pr. hektar opnåede den flotte 2. plads. Forsøget blev udført af Sønderjyske landsforsøg.

22,3 ton udbyttepotentiale

Ud fra årets nedbør og solindstråling beregner ADAS også det potentielle udbytte - i teorien. Det blev for forsøget på Ultanggård opgjort til 22,3 ton pr. ha. Det opnåede udbytte svarer til 67 pct. af det teoretisk potentielle. Det rakte til en 4. plads i den del af konkurrencen

»I ADAS’ beregning af det meget høje potentielle udbytte indgår nogle antagelser om, hvor meget af solindstrålingen afgrøden opfanger, og hvor effektivt indstrålingen omsættes til vækst. Det er antagelser, der ikke umiddelbart kan opfyldes med nutidens hvedesorter,« fortæller Lars Bonde Eriksen.

I tabellen er potentialet i alle seks forsøg angivet ud fra gennemsnitlige vejrdata for en tiårs periode. Den væsentligste årsag til variationen er overjordens og underjordens vandholdende evne.

Landmænd konkurrerer

I YEN konkurreres der også blandt landmænd. Her måles udbyttet på mindst to hektar. Vinderen blev Tim Lamyman fra Lincolnshire, der også vandt i 2014. Han fik et udbytte på 16,5 ton/ha, som er tæt på den nye verdensrekord sat i England i 2015 på 16,52 ton/ha.

Årsagen til højt udbytte

Den primære årsag til de høje udbytter er tildeling af en stor mængde kvælstof. Desuden var de klimamæssige forudsætninger for at udnytte kvælstof og planteværn til stede i »Ny udbyttefremgang« 2015. Den lange vækstperiode, der var en følge af kølige sommertemperaturer og veludviklede afgrøder ved forårets vækststart, gjorde det muligt at omsætte næringsstoffer og planteværn til store udbytter, fortæller Lars Bonde Eriksen.

»I forsøgene blev brugt mere kvælstof, end de nye N-normer tillader - og det gav altså udbytter tæt på 15,0 ton/ha i tre af de seks forsøg. Men udbytter af denne størrelse er sjældent rentable, fordi omkostninger til gødning og planteværn er for høje. Derudover er man afhængig af en vækstsæson, der vejrmæssigt er væsentlig bedre end gennemsnittet for at få maksimalt udbytte af den høje indsats.«

Se mere på: www.landbrugsinfo.dk/udbyttefremgang

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.