Fremhæv det positive budskab

Af Peter Bohnsen Jensen, medlem af bestyrelsen i Bæredygtigt Landbrug.

I dele af pressen er der i øjeblikket voldsomme udfald mod Bæredygtigt Landbrug, der af fremmelige landbrugsformænd og -kvinder gøres til genstand for skurkerollen i vedtagelsen af landbrugspakken.

På en måde er det rart at høre disse markante udtalelser. I mere end to årtier har der været masser af muligheder for at råbe vagt i gevær om det, der foregik. Men i stedet for at tilegne sig faglig viden, så en kvalificeret argumentation kunne være modspil i debatten, blev der strakt våben og meldt pas. Man opgav på forhånd.

Et af de tydeligste eksempler her var, da en formand udtalte, at de, der troede at landbruget kunne få mere gødning, havde jord i hovedet. Det var godt nok et klart signal, men også et udsagn der understregede et håbløst ambitionsniveau og en mangelfuld kompetence til at varetage et erhvervs interesser.

Man gjorde det legitimt, at skiftende regeringer og ministre indførte regler, love og begrænsninger, der langsomt men sikkert drænede landbruget.

Da Bæredygtigt Landbrug satte hælene i og sagde, at nok var nok, blev vi beskyldt for at være ekstremister, ja, sågar udtrykket terrorcelle blev anvendt. Disse beskyldninger til trods for, at det eneste man havde sagt, var sandheden.

Sandheden var ilde hørt. Myten, om at landbruget var hovedårsagen til de fleste dårligdomme i miljøet til vands, til lands og i luften, blev sendt til tælling. Baggrund i andre forskningsresultater (læs forskere), samt anvendelse af målinger frem for vurderinger og beregninger, har gjort en forskel. Og måske mere vigtigt: Snusfornuft vandt over hysteriet.

Den kovending mødes ikke overraskende med kritik fra den del af samfundet, der hidtil har taget patent på ”den korrekte” miljøpolitik. Den samme fløj har heller ikke været sen til at anvende en direkte retorik med det formål skade landbrugets image.

Derfor er det vigtig at få informeret ud, hvad landbrugspakken indeholder. Reelt er det en del af løsningen til at udvikle landbruget men også en vigtig brik i spillet om at fastholde størst mulig beskæftigelse i følgeerhvervene.

Brug derfor energien på dette positive budskab.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle