Sandheden skal frem i debatten om buræg

Af Peder Gasbjerg, ægproducent, Brande

Det er på tide at få sandheden frem i buræg-debatten.

Miljøchef hos Coop Signe Frese udtaler, at nu må buræg-producenter »rette ind«. En sådan udtalelse viser manglende viden og indsigt i udviklingen af ægproduktionen i Danmark. Udtalelsen har kun til formål at fremme og retfærdiggøre egne handlinger, og man skal lede længe for at finde en lignende arrogant holdning.

Buræg-producenterne har på det seneste stået på mål i lyset af kravet om bedre dyrevelfærd. Producenterne har i perioden 2006-2012 investeret 350 mio. kr. i forbedret dyrevelfærd helt i overensstemmelse med pakkerier og detailled, herunder Coop. Nu siger Coop så, at de vil udfase buræg inden for de næste fem år. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre uden konkurser eller støtte til producenterne.

Foreningen Dyrenes Beskyttelse besluttede for to år siden, at man ville lave en kampagne mod buræg-produktion. Det gav en vis medvind fra en enkelt »promille« af befolkningen. Grundet dette, lavede Coop deres egen forbrugerundersøgelse, som medførte, at Coop fjernede buræg fra hylderne i deres Kvickly-butikker under påberåbelse af bedre dyrevelfærd. Markedsandelen af buræg var på daværende tidspunkt over 50 pct.

Herefter lavede Coop en massiv kampagne, godt hjulpet af DB, imod køb af buræg. Det siger sig selv, at herefter faldt efterspørgslen efter buræg - og ligger nu på omkring 40 pct. Ordet buræg havde nu fået en negativ klang i forbrugerøre. Man kunne altså ikke fremme salget af økoæg, uden at Coop i samme kampagne nedgjorde buræg.

Fratager forbrugeren det frie valg

Coop fratager altså nu forbrugeren det frie valg, når der skal købes ind, i hvert fald for så vidt angår Coops butikker landet over. Hele øvelsen fra Coops side går ud på at profilere sig på bedre dyrevelfærd over for forbrugeren. Forbrugerens frie valg bliver dermed trådt under fode. Coops handlemåde over for producenterne svarer til, at der indgås en aftale om en investering, når så investeringen er foretaget, løber den anden part fra aftalen.

Stadig mange forbrugere vil købe danske buræg. Ægget er billigt og sundt. Hønen har det godt og har en lang levetid. Endvidere er et dansk buræg fødevaremæssigt verdens mest sikre produkt.

Coop fratager forbrugeren det frie valg, hvilket er forkert. Pudsigt nok har buræg-producenterne ikke noget imod konkurrence fra andre ægtyper, men at fjerne burægget fra hylderne for at fremme salget af økoæg er både forkert og uansvarligt. Ikke bare over for producenterne men også over for forbrugeren.

Det ville have klædt Coop og Signe Frese at se tingene i en mere ansvarsfuld helhed fra producent til forbruger. For at fremme salget af alternative æg, især økoæg, har Coop åbenbart ikke kunnet se andre muligheder end at nedgøre produktionen af buræg samt endvidere tage buræg væk fra hylderne. Dansk ægproduktion har altid tilpasset sig i takt med nye forbrugsmønstre og nedslidte produktionsanlæg. Skal buræg udfases på så kort tid, må der hjælp til i form af f.eks. en skrotningsordning. Det kunne også være en ordning, hvor detailleddet gav 7-8 øre mere pr. æg de næste fem år til producenterne. Det ville vel være helt rimeligt, Signe Frese, idet ægsalg er den suverænt bedste avancegruppe, detailleddet har.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle