Nordjyllands sundeste kommune vil have flere øko-landmænd

Rebild Kommune og Økologisk Landsforening tilbyder gratis omlægnings-tjek til ikke økologiske landmænd. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Landmænd i Rebild Kommune, der ikke allerede er økologer, får nu tilbud om et gratis øko-omlægningstjek. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Cirka 10 procent af danskernes fødevarer er økologiske – verdens højeste andel – og efterspørgslen er gennem en årrække vokset så kraftigt, at der er mangel på en lang række økologiske råvarer. I 2016 lagde et rekordantal konventionelle landmænd om til økologi, men der er brug for mange flere.

"Der er akut behov for mere dansk øko-frugt og grønt. Samtidig er der brug for producenter af økologisk foder til de mange gårde med dyr, der lige nu er i gang med omlægning til økologi," siger Jens Peter Hermansen, der er økologikonsulent i Økologisk Landsforening.

Sammen med Rebild Kommune tilbyder Økologisk Landsforening nu et gratis omlægningstjek til de landmænd i kommunen, som ikke allerede er økologer. 

Borgmester Leon Sebbelin (B) er rigtig glad for tilbuddet til kommunens landmænd.

"Vi har mange landbrug i Rebild Kommune, og for øjeblikket er der god økonomi i økologi, så et gratis omlægningstjek er et rigtig godt tilbud. Samtidig vil en grøn omlægning af flere landbrug være en gevinst for miljøet. I forbindelse med Klima Rebild, der løber af stablen i uge 13 og 14, har vi et debatmøde den 5. april under overskriften ”Kan landbruget tjene på klimaomstillingen”. Jeg er overbevist om, at der ligger rigtig gode muligheder her for landbrugserhvervet. Og som den sundeste kommune i Nordjylland, har vi naturligvis også en forpligtigelse til at sørge for et sundt miljø og et sundt klima," siger borgmesteren.

Gratis for landmænd og kommune

Et økologisk omlægningstjek består i et besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens potentiale i en økologisk version. Både i forhold til produktionsforhold og muligheder for afsætning.

"Det er ganske uforpligtende, og det giver landmanden et bedre overblik over, hvad økologisk landbrug er for en størrelse, og om han eller hun kan se sig selv og sin bedrift i det. Det viser sig ofte, at mange landbrug kan få en god forretning ud af omlægning til økologi. Driver man landbrug i naturfølsomme områder, er det ofte også lettere at få et økologisk landbrug uden pesticider og kunstgødning til at gå hånd i hånd med diverse miljøkrav," siger Jens Peter Hermansen.

Det er Fonden for Økologisk Landbrug, der finansierer omlægningstjekkene, som derfor er gratis for både den enkelte landmand og kommunen. Landmændene i Rebild Kommune vil i nær fremtid blive kontaktet postnummer for postnummer.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle