Noter traktor og teknik

1. maj bliver Ribe Dækcenter en del af kæden Super Dæk Service, som herefter vil tælle 48 afdelinger i alt.

At få denne kæde i ryggen bliver en styrkelse på flere punkter. Blandt andet har Super Dæk et højt udviklet edb-system som gavner leveringssikkerheden. Ribe Dækcenter vil, ud over det nye skilt på facaden, ikke få synlige ændringer.

Anders Peter Hansen, som hidtil har drevet forretningen, fortsætter, mens Allan Matthiesen bliver afdelingsleder.

Ribe Dækcenter blev overtaget af Anders Peter Hansen i 1979 og udfører dækservice på personbiler såvel som på landbrugsmaskiner og lastbiler.

England bliver lidt grønnere. Landets fire første traktorer, der kører på 100 pct. biodiesel, er nemlig lige sat i arbejde, skriver landbrugsbladet Farmers Guardian. Traktorerne skal køre på et naturcenter med navnet Projekt Paradis. De vil i forhold til deres forgængere på stedet udlede 70 pct. færre carbondioxider, 50 pct. mindre carbonmonoxid, 70 pct. færre partikler og 40 pct. mindre hydrocarbon. Det er planen, at den raps, der bruges til produktion af biodieselen, skal dyrkes af lokale landmænd. Formålet med projektet er at inspirere landmændene til dels at producere mere raps, dels at anvende mere miljøvenlige maskiner. Der er dog nok endnu et stykke vej, før almindelige landbrug i England vil følge trop. De engelske afgifter hæmmer ligesom herhjemme udbredelsen af biodiesel, og derfor taler bundlinjen stadig for de fossile brændstoffer.

Caterpillar stabiliserer indtjeningen

Caterpillar offentliggjorde i fredags årets første kvartalsregnskab, og det viser en indtjening på 816 mio. US-dollar. Det er et fald på tre pct. i forhold til rekordindtjeningen på 840 mio. dollar i samme periode sidste år. Resultatet ligger dog stadig over det forventede og sendte aktierne 4,7 pct. op. Bag første kvartals resultat ligger både op- og nedture. Det amerikanske marked for husbyggeri er afmattet og har sat tydelige spor i omsætningen. Dette modvirkes dog af, at salget i Europa, Afrika og Mellemøsten steg 44 pct. på grund af en stigning i entreprenørarbejde samt minedrift. En tendens som Caterpillars økonomidirektør betegner som "det globale fodaftryk", og som stabiliserer firmaets indtjening, der tidligere har svinget helt i takt med salget på det nordamerikanske marked. Caterpillar fremstiller primært entreprenørmaskiner. Derudover er koncernens dieselmotorer meget udbredte som drivkraft inden for transport-, landbrugs- og industrisektoren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle