Nu bliver det nemmere at låne til biogas

Blue Planet Innovation tilbyder medfinansiering af gårdbiogasanlæg, der har modtaget energisparetilskud.

Det er ikke nemt for landmænd at låne penge i banken for tiden. Det går ud over en del ellers gode, rentable projekter, også på biogasområdet. Men nu er der måske en løsning for mange af dem, der overvejer et gårdbiogasanlæg. Blue Planet Innovation tilbyder nemlig medfinansiering af gårdbiogasanlæg, der har modtaget energisparetilskud.

»Hvis en landmand har en god biomasseforsyning og god afsætningsmulighed for biogassen, så kan vi tilbyde en pakkeløsning,« siger Olav Rasmussen, CEO for selskabet.

Blue Planet Innovation tilbyder en løsning, hvor der kun kræves begrænset indskud, der skal ikke stilles kautioner, og hvor investor har et længere varende engagement i biogasanlægget. Det betyder også, at Blue Planet Innovation vil arbejde med en kendt biogasmodel og en drifts- og servicepakke som sikrer, at anlægget bliver tilset af erfarent personale. Med andre ord har de stor interesse i, at det virker, når det er bygget.

Selskabet har erfaring med flere gårdbiogasanlæg allerede, og flere har været på tale.

»Det viser sig tit, at selv om banken er positiv i starten, falder de fra i 11. time, og landmanden kan ikke gå ind i det uden store kautioner og andet. Nogle banker siger bare, at man skal holde fingrene fra det uden at se på, om det er en god forretning,« siger Olav Rasmussen.

Pengene til finansieringen kommer bl.a. fra en international kapitalfond med fokus på vedvarende energi.

Faktaboks

Blue Planet Innovation

  • Privat rådgivnings- og projektfinansieringsvirksomhed, der arbejder med koordinering og finansiering af biogasanlæg
  • Oprindelig stiftet af Seges
  • Erfaring fra ind- og udland 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle