Nu må raps igen bejdses med neonicotinoider

Der er netop givet dispensation til to skadedyrsbejdser i raps. Bejdsede frø må udsås indtil 31. august 2015.

»Miljøstyrelsen har netop givet dispensation til, at vinterraps må bejdses og udsås med skadedyrsbejdserne Cruiser Raps eller Modesto FS 480 i perioden 1. maj til 31. august 2015. Bejdsningen skal ske i Danmark. Og tilladelse til firmaernes opbevaring af bejdsemidlerne bortfalder 31. august 2015.«

Det fortæller landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges, Planter & Miljø. Hun er meget glad for, at det er lykkedes at få en dispensation til de vigtige bejdsemidler mod rapsjordlopper.

»Seges har ansøgt om dispensation til bejdsemidlerne med det argument, at der ellers skal sprøjtes flere gange med pyrethroider, hvilket vil fremme resistensudviklingen hos rapsjordlopper mod pyrethroider,« fortæller Ghita Cordsen Nielsen.

Resistens hos rapsjordlopper er fundet i mange tilfælde i UK og Nordtyskland. Aarhus Universitet har i 2014 fundet de første rapsjordlopper i Danmark med såkaldt kdr-mutation, der giver resistens.

Toårigt foreløbigt forbud

Bejdsemidlerne indeholder aktivstofferne thiamethoxam hhv. clothianidin, der hører til de såkaldte neonicotinoider. Fra 1. december 2013 blev midlerne forbudt i en foreløbig toårig periode, fordi det skulle undersøges, om midlerne har evt. negative effekter på bier. De to bejdsemidler har effekt til 2-3 løvbladstadiet, hvilket er længere end Mesurol, som er det eneste alternative bejdsemiddel. Selv om bejdsemidlerne er mere effektive end Mesurol, så er supplerende sprøjtning fortsat nødvendig, oplyser landskonsulenten.

Faktaboks

Neonicotinoider

  • Bejdsemidlernes aktivstof tilhører neonicotinoiderne
  • Midlerne blev forbudt 1/12 2013 i foreløbig to år pga. mistanke om bi-skader
  • Beskytter raps mod jordlopper i længst tid

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle