Ny handlingsplan for prosulfocarb

De tidligere handlingsplaner har virket. Sidste år blev der slet ikke fundet prosulfo-carb i frugt og grønt - trods et meget varmt efterår, tidlig såning og flere stikprøver end nogensinde.

Undgå at sprøjte i en varm periode. Kør i de kølige timer aften, nat eller morgen. Brug en sprøjteteknik, der sænker risikoen for afdrift. Gå i dialog med frugt og grønt avlere, hvis der bor nogen tæt på, og udsæt evt. sprøjtningen.

Dette er blot nogle af de mange gode råd, som de sidste tre års handlingsplaner for prosulfocarb fra Seges og Syngenta indeholder. Og den nye handlingsplan fortsætter med.

»Vi har valgt at lave en fjerde handlingsplan sammen med Syngenta og Globachem, som forhandler prosulfocarb-midler. For hvis man ikke har fokus på tingene, træder det hurtigt i baggrunden. Ikke mindst i et år som i år, hvor høsten har drillet og mange er på bagkant med efterårsarbejdet. Så er det fristende at gå på kompromis med nogle ting. Men i forhold til prosulfocarb er det vigtigt at holde fokus«, siger landskonsulent Jens Erik Jensen, Seges.

Nyt lovkrav

I år er der som noget nyt kommet et lovkrav om 75 pct. afdriftsreducerende udstyr i form af særlige dyser, når man udsprøjter prosulfocarb - som vi også tidligere har skrevet om i Landbrugsavisen. Til det siger Jens Erik Jensen.

»Vi er jo aldrig vilde med at få nye lovkrav, hvor landmanden risikerer bøder. Vi vil altid helst gå frivillighedens vej. Men når det er sagt, er kravet om 75 pct. afdriftsudstyr helt i tråd med vore anbefalinger til at undgå afdrift og fordampning fra prosulfocarb-midler. Og langt bedre end forbud«.

Mange har i forvejen købt nye dyser efter den nye mulighed om at sprøjte ind til to meter fra vandmiljøet, hvis man har 90 pct. afdriftsreduktion.

»Dyser med 90 pct. afdriftsreduktion er også rigtig fine til prosulfocarb-sprøjtning. Især hvis man sørger for at bruge meget vand (200-250 liter/ha)«

Taget budskaber til sig

Jens Erik Jensen tilføjer, at han virkelig synes, at landmændene har taget budskaberne til sig. Og det glæder ham. For det er vigtigt at tilpasse tidspunkt for såning og sprøjtning, hvis vi vil beholde prosulfocarb.

»Sidste år var vanskelig, fordi september var meget varm og mange såede tidligt. Da temperaturen nærmede sig 30 grader midt i september, sendte vi via FarmTracking appen besked ud til landmændene om, at de skulle passe meget på. Mange valgte heldigvis at vente med at sprøjte, selvom de kom på bagkant i forhold til ukrudtet. Og det virkede, for der blev slet ikke fundet prosulfocarb i den netop afsluttede sæson 2016-17 - trods højrisikabelt efterårsvejr«.

Se mere på

www.landbrugsinfo.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle