Ny husdyrlov kommer i dag

En ny husdyrlov er lige på trapperne. Det er en lov, som Landbrug & Fødevarer har kæmpet en hård kamp for, og som vil gøre det smidigere og mere enkelt at udvikle produktionen i Danmark.

»Det er utroligt glædeligt, at vi ender med en husdyrregulering, som byder på langt større fleksibilitet, og som forbedrer vores konkurrenceevne og produktivitet,« siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Husdyrproduktionen udgør grundlaget for rigtig mange arbejdspladser i landdistrikterne, ikke kun på landbrugene, men også i følgeindustrier som for eksempel mejerier og slagterier samt hos håndværkere og vognmænd.

»Den nye lov vil sikre en tiltrængt stabilitet og forudsigelighed, hvilket vil gøre det mere attraktivt og trygt at foretage investeringer i sektoren. Og det giver på alle måder god mening at styrke mulighederne for at producere i Danmark, hvor vi har en meget lav miljøbelastning pr. liter mælk og kilo kød, som landmændene producerer,« siger Lars Hvidtfeldt.

Han tilføjer, at der i sidste del af lovbehandlingen er sendt nogle vigtige signaler om at fortsætte med innovation og omstillingsevne, hvilket er en helt central del af de danske landmænds DNA. De nye generelle regler gør det nemt, men der skal være mulighed for at afvige fra de generelle regler, hvis man vil gå egne veje med nye eller anderledes produktionssystemer.

"I Landbrug & Fødevarer har vi noteret os, at hovedelementerne i den nye husdyrregulering er i overensstemmelse med både Aftale om Vækstplan for Fødevarer fra 2014 og de tidligere anbefalinger fra Husdyrreguleringsudvalget og Natur- og Landbrugskommissionen. Disse elementer var der stor opbakning til fra politikerne," siger Lars Hvidtfeldt.

Lovforslaget bliver behandlet i Folketinget torsdag 22.  februar kl. 10.00.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle