Ny husdyrlov redder landmand fra straf på 300.000 kr.

I foråret blev en landmand idømt bøde og konfiskation på i alt 300.000 kr., men den 1. august trådte helt nye husdyrbruglovgivning i kraft, og det sikrer nu en frifindelse ved Vestre Landsret.

I foråret idømte byretten en svineproducent fra Thy en bøde på 60.000 kr. for overproduktion. Samtidig fik han konfiskeret et overskud på 240.000 kr.

Nu er han ved Vestre Landsret blevet frifundet.

”Det er ikke engang noget med, at man har nedsat straffen. Han er helt frifundet”, beretter hans forsvarer,  Birgitte Nygaard Christensen fra Interlex Advokater, til Landbrugsavisen.dk.

Årsagen er, at Danmark har fået ny husdyrlovgivning. Den trådte i kraft 1. august i år. Efter dansk ret kan du ikke dømmes efter gammel lovgivning, hvis der siden den påståede overtrædelse er kommet en mere lempelig lovgivning, og hvis lovændringen er begrundet i en ændret opfattelse af forholdets strafbarhed.

I denne sag har anklagemyndigheden selv valgt at indstille til frifindelse. Dommerne har dermed slet ikke taget stilling til spørgsmålet, men blot frifundet landmanden.

Sagen vedrører overproduktion i årene 2011-2013. En gårdejer havde i 1992 efter datidens miljølovgivning fået en produktionstilladelse. En forpagter overtog produktionen i 2010 og producerede efter det antal dyreenheder, som produktionstilladelsen gav lov til. Kommunen mente dog, at der burde være produceret efter et færre antal dyreenheder, forklarer Birgitte Nygaard Christensen. De politianmeldte derfor forpagteren.

Advokaten siger, at den nye husdyrbruglov indebærer, at de forhold, som landmanden var tiltalt for, ikke længere er strafbare. Den nye husdyrbruglov er udtryk for et paradigmeskifte for en del af miljøreguleringen af landbruget, hvor man blandt andet er gået bort fra at beregne miljøpåvirkningen på baggrund af dyreenheder, antal dyr og antal kg.

Derfor burde forpagteren frifindes, mente hans forsvarer.

"Den nye husdyrbruglov har radikalt ændret synet på miljøreguleringen, og hvordan miljøbelastningen beregnes. Samtidig har man fra lovgivers side ønsket at give landmændene mere fleksibilitet i deres produktion. Det gamle system med antal dyreenheder har givet anledning til rigtig stor forvirring hos landmænd i alle disse overproduktionssager", siger Birgitte Nygaard Christensen.

Interlex har ført mange af overproduktionssagerne, der har været de seneste år.

"Jeg mener faktisk, at som udgangspunkt må det her have betydning for de fleste verserende overproduktionssager, der ikke er afgjort endnu og rejst på baggrund af de tidligere regler", siger hun.

Hun anbefaler landmænd, som har en verserende sag, at sikre sig, at anklagemyndigheden er opmærksom på, at sagen kan ske at falde efter den nye husdyrbrugslov.

Birgitte Nygaard Christensen siger, at det er den første dom, hun kender til, som er frafaldet efter den nye husdyrbrugslov, men at det kan ske, at der eksempelvis er andre byretssager, som er frafaldet.

Det kan også ske, at anklagemyndigheder rundt om i landet allerede har meldt landmænd, at deres sag er faldet.

Du kan læse mere om den nye husdyrlov i dette faktaark fra Miljøstyrelsen.

Faktaboks

Den ændrede husdyrbruglov

  • Vedtaget i Folketinget d. 23. februar 2017
  • Trådt i kraft 1. august 2017
  • Kommunens tilladelser og godkendelser vil fremadrettet udelukkende omfatte anlæggene. Anvendelse af husdyrgødning bliver i stedet reguleret i bekendtgørelsesform.
  • Dyreenheder afskaffes og i stedet reguleres efter kvælstof- og fosforudledning - samt andre miljkrav, eks. lugtgener for naboer mv.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle