Ny salgskanal: Danske minkskind sælges på kinesisk netauktion

20.000 skind fra danske minkavlere sættes til salg.

Pelsavlere fra hele verden retter i denne uge deres opmærksomhed mod et nyt initiativ, der skal gøre det lettere at købe mink- og ræveskind.

Onsdag og torsdag sættes 335.000 minkskind og 1.000 ræveskind til salg på en online netauktion. Af disse skind kommer de 20.000 fra danske minkavlere.

Det er skind fra det amerikanske auktionshus North American Fur Auctions, NAFA, der sættes til salg af kinesiske FurChina. Udbuddet spænder lige fra skind med den højeste kvalitet ’NAFA Gold’ til skind med dårlig kvalitet og skader.

FurChina har tidligere holdt netauktioner over skind fremstillet i Kina, men det er første gang, at europæiske og amerikanske skind sættes til salg på platformen.

»I mange år har vi solgt skind på fysiske auktioner hvor køberne møder op og byder. Den auktionsform fortsætter vi, men vi mener at markedet er modent til at sælge en del af vores skind på en onlineauktion, hvor købere fra hele verden kan sidde hjemme og byde på skindene«, siger teknisk manager Nanna Coff, NAFA Polen.

Onlineauktionen foregår 18. og 19. oktober, hvor de nøje beskrevne skindpartier sættes til salg et efter et. For særligt interesserede kan skindene gennemses før auktionen i FurChinas lokaler i Yuyao i Ningbo i Kina.

Prisen kan sættes ned

Priserne for de enkelte partier starter på et niveau, som er fastsat af NAFA. Er der ingen, der byder den foreslåede pris, kan prisen blive sat ned. Der er dog fastsat en individuel minimumspris for alle varer.

»Vi er sikre på, at onlineauktioner kan være med til at tiltrække flere købere, da køberne ikke behøver rejse den lange vej fra Kina til vores auktionshus i Toronto. Samtidig kan vi sætte langt mindre partier til salg end på de fysiske auktioner. På næste uges auktion har vi for sat partier til salg, der er helt nede på omkring 100 skind. Yderligere ligger onlineauktionen udenfor de normale auktionstidspunkter, hvor der er købere, som kan have brug for at supplere deres lager med ekstra skind«, siger Nanna Coff.

Adgang til auktionsplatformen kræver, at man er forhåndsgodkendt af FurChina. Over 20.000 købere er allerede godkendt og registreret i FurChinas database.

FurChina blev grundlagt I 2013 og er i dag markedsleder indenfor online handel med pels i Kina. FurChina har hovedkontor i Yuyao ved byen Ningbo i Zhejiang-provinsen.

Følg eller deltag i auktionen

Hvis du vil deltage eller bare følge auktionen skal du gøre, som der står beskrevet i Vejledningen fra NAFA og FurChina

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle